Burhan G undskylder over for sin mor på nyt album

På det nye album ’Din For Evigt’ undskylder Burhan G, at han var en ”umulig knægt”

Burhan G's nye album 'Din For Evigt' indeholder sangen 'Kalder Mig Hjem', som er en undskyldning til Burhan G' mor.

Da Burhan G var 16 år gammel, gik han ikke i skole.

Det gad han ikke. Han ville være musiker, have en pladekontrakt og brugte alle sine timer på musikken. Også aftenerne og nogle gang nætterne brugte han på musikken.

Hans mor forstod det ikke. Hun var bekymret for, hvor han blev af, og når han fortalte hende, at han lavede musik med sine venner og ville sende det til pladeselskaber, lød det fuldkommen kinesisk for hende. I stedet lugtede hun til Burhan for at finde spor af druk, joints og hvad hun ellers frygtede, han var ude i.

- Det lød bare som et eventyr, som Anders And, når jeg fortalte, at jeg havde været sammen med nogle venner og skrevet sange. Det lød jo som den vildeste joke, når jeg kom hjem midt om natten. Hun var sur, ked af det og magtesløs, siger Burhan G til DR Kultur.

På sit nye album 'Din For Evigt', der udkommer mandag, har han skrevet en sang til sin mor, hvor han undskylder for sin opførsel.

- Jeg fortryder så inderligt

I sangen, der hedder 'Kalder Mig Hjem', synger Burhan G:

- Jeg fortryder det så inderligt / Mere end du aner / Og du prøved' at nå ind til mig / Men jeg lytted' ikk' / En lille umulig knægt / Jeg ved det godt.

I dag er Burhan G. for længst "kommet hjem til sin mor". Og hun er glad for sangen, fortæller han.

- Forestil dig, hvordan det er at erklære den her ting over for sin mor. Jeg deler min tekst med hele landet i form af noget så smukt som musik. Hun kan jo slet ikke forstå det, hun er vildt stolt, siger Burhan G.

Læs mere om Burhan G og lyt til hans musik her.

FacebookTwitter