DAMN! Kendrick Lamar er første rapper til at vinde en Pulitzer

Han vinder prisen for sit album DAMN, mens New York Times og Washington Post også hædres.

Kendrick Lamar vinder Pulitzer-prisen for sit album DAMN. (Foto: Lucas Jackson © Scanpix)

Som den første musiker, der ikke laver klassisk eller jazzmusik, har den kendte rapper Kendrick Lamar modtaget en Pulitzerpris for bedste album.

Den får han for albummet DAMN, der ifølge komitéen bag Pulitzerprisen fanger kompleksiteten i afroamerikansk liv.

Pulitzerprisen er en amerikansk journalistik-, litteratur- og musikpris, der uddeles årligt.

Prisen, der administreres af Columbia University i New York City, blev grundlagt af den ungarsk-amerikanske journalist og avisudgiver Joseph Pulitzer og blev første gang uddelt i 1917.

Hør nummeret 'HUMBLE' fra albummet DAMN herunder:

Kendrick Lamar: HUMBLE

Kendrick Lamar på scenen ved årets Grammy Awards i USA. (Foto: Lucas Jackson © Scanpix)

Prisen er en af de mest prestigefyldte i amerikansk kulturliv.

MeToo og Trump

Inden for det journalistiske felt går prisen i år til The New York Times og The Washington Post, der vinder for bedste nationale journalistik.

Det gør de for deres arbejde med at efterforske og belyse den igangværende efterforskning af kontakten mellem præsident Donald Trumps kampagne og russiske embedsmænd.

The New York Times modtager også Pulitzerprisen for bedste public service, sammen med mediet the New Yorker.

Det gør de for deres artikler om "MeToo-bevægelsen", som medierne var med til at starte med deres kritiske artikler om filmproducenten Harvey Weinstein.

/ritzau/AP

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver dag.

Vis alle nyhedsbreve