'Danmarks nye C.V. Jørgensen': Det er ikke mit mål at være folkelig

Han roses af anmelderne, sammenlignes med C.V. Jørgensen og spytter plader ud på ingen tid. Men hvem er Bisse, der i dag er klar med sit sjette album?

På Bisses nye album finder man sangtitler som 'Citybois i Højlandet', 'Death Metal', 'Selfiedøden' og 'Lille Mellemspil på Grøn Stue'. (Foto: Mia Rewitz)

Han har udgivet flere plader end kunstnere som Adele, Volbeat og Justin Bieber.

Og så har han endda spyttet dem ud inden for en periode på bare halvandet år, og det stopper ikke her.

I dag udgiver den danske sanger Bisse albummet ’Højlandet’, der er hans sjette plade siden debuten ’PMS’ fra 2015.

Anmelderne har sammenlignet ham med C.V. Jørgensen, der i øvrigt også er en af hans forbilleder, men hvem er Bisse med det borgerlige navn Thorbjørn Radisch Bredkjær egentlig?

Vi har stillet den flittige sanger fem spørgsmål, som du kan få svar på her.

Vi kan dele det hele med alle

Du har udgivet seks album på meget kort tid. Hvorfor er du så produktiv?

- Det er nok fordi, vi har internettet og streaming i dag og fordi, man kan gøre det selv. Der er rigtig mange andre, der har været lige så - eller mere - produktive end mig, men når det kommer til musik, har det jo ikke været muligt før nu at dele det så let. Vi kan dele det hele med alle.

- Alle de store indiehelte fra 80’erne ville jo bare kunne have lagt alt muligt op, uden at nogen ville have stoppet dem. Det betyder til gengæld, at der bliver lagt så meget musik op, at man nemt drukner, men sådan har det jo altid været.

Nu siger du indiehelte. Du har selv fået meget ros og omtale i medierne, så er du en moderne indiehelt?

- Nej, det må du endelig ikke skrive, at jeg er. Indie er jo en genre, og jeg mikser meget alle mulige genrer, hvilket overhovedet ikke er lige så cool. Det er faktisk det problem, jeg synes, indiemusikken har. Det er blevet alt for cool og lækkert, og det vil jeg meget gerne undgå. Jeg vil ikke blive sådan en fotomodel – jeg er ikke en euroman, jeg er en bissekarl.

Nu handler det ikke kun om at være en bisse

Hvad handler din nye plade om?

- Temaet på pladen er meget grænselandet mellem vores verden og det hinsides, om at forholde sig til døden og se den i øjnene og gøre sig nogle tanker om den.

- På den måde var det fedt ikke at have så mørk en lyd og komme med lyset og bringe lidt håb op til højlandet. Jeg vil gerne være optimist. Jeg vil gerne have, at folk hører ’Højlandet’ og ser lidt lysere på døden, og at de lægger noget frygt væk.

Du har så småt taget hul på din efterårsturné, da du spillede i Aalborg for nylig. Hvordan er det at spille de nye sange?

- Der var superfedt at spille i Aalborg, hvor jeg også har spillet før, men det var helt klart første gang, jeg oplevede sådan en

opbakning
og kærlighed. Man kan mærke, at de nye sange er lettere at gå til. Nu handler det ikke kun om at være en bisse. Det er ikke kun en konfrontation eller kampzone mere, det er også blevet en kærlighedszone, og det er rigtig dejligt.

Er du blevet mere folkelig?

- Det kan godt være, min musik er for lang og for bister, men den er ikke så kompliceret. Så jeg tror med tiden, at jeg sagtens kunne komme til at lave noget, der ligesom singlen ’Seks hjerter’ er meget lettere for folk at forstå. Men det er ikke et mål i sig selv at være folkelig.

https://vimeo.com/185294875

Facebook
Twitter