Dansk band laver lydkunst til Nomas toiletter

Det danske indie-band Efterklang har lavet et stykke lydkunst til Noma, som kan høres på den verdenskendte restaurants toiletter.

Det danske band Efterklang vil give Nomas gæster lydkunst, når de er på toilettet. (Foto: Andreas Koefoed)

Et besøg på den verdensberømte restaurant Noma i København skulle eftersigende være en helt særlig oplevelse, og folk strømmer til for at prøve deres ny nordiske køkken.

Dog kan mere basale og trivielle trængsler presse på, alt imens du hengiver dig til denne oplevelse, som for eksempel et toiletbesøg.

Men her er der ingen grund til at få skovsyren galt i halsen. For du behøver nemlig ikke på noget tidspunkt at pausere nomastemningen, selv ikke på deres toiletter. Det har det danske band Efterklang sørget for.

Lyden af Nomas køkken

Musikerne har skabt et lydværk på 67 minutter, som vil blive afspillet på Nomas toiletter, hvor al lyd er genereret af optagelser fra restaurantens køkken.

Her vil nogle optagelser optræde rent og andre i manipuleret form, hvor der vil blive interageret musisk med optagelsen.

- Det er jo et værk, der er lavet til, at man går på toilettet, er der i tre minutter, og så går man ud igen, og værket kører i loop, siger guitaristen Rasmus Stolberg fra Efterklang til P1 Eftermiddag.

Det er et lydkunstprojekt

Efterklang har før arbejdet med nye platforme for den eksperimenterende musik og kunst med deres nonprofit radiostation 'The Lake', som kan høres online døgnet rundt.

Denne gang er platformen så et toilet på verdens bedste restaurant.

- Vi er jo interesseret i lydlige oplevelser på alle mulige måder, og det her er i virkeligheden mere et lydkunstprojekt, end det er en tanke om at nå ud på en anden platform. Det er et værk, som vi har givet til Noma, som man kan høre på deres toilet, siger Rasmus Stolberg.

Lydkunstværket kan dog endnu ikke opleves på Noma på grund af nogle højtalerproblemer, men det er på vej.

Ikke kun toiletlyd

Det er ikke kun lyden på toilettet, Efterklang står for. Deres radioplatform 'The Lake' styrer nemlig også Nomas bar-lounges Spotify spilleliste.

Restauranten kan dog godt selv gå ind og slette numre i spillelisten, hvis de ikke er enige i musikernes valg. Det kan nemlig godt ske, at René Redzepi, som er køkkenchef og medejer af Noma, ikke synes om et musikvalg.

Du kan høre programmet i P1 Eftermiddag her:

Facebook
Twitter