Dansk koncertarrangør registrerer sig som ejer af selskab i skattely

Kim Worsøe fra koncertarrangøren ICO Concerts har bekendt kulør over for de danske myndigheder.

Mindst 14,2 millioner kroner har koncertarrangør ICO Concerts sendt til et selskab i skattelylandet Cypern.

Et selskab, hvor en cypriotisk kvinde har stået som ejer. Og hvor Kim Worsøe fra ICO Concerts har været registreret som direktør.

Capmartin Limited, som det cypriotiske selskab hedder, har ikke afleveret årsregnskab i fem år, som det fremgår af DR-dokumentaren ’Afsløret – De sorte koncerter’.

Det og det mudrede ejerbillede er normalt noget, der kan få alarmklokkerne til at ringe hos myndighederne, fortæller skatteadvokat Torben Bagge.

- Når man lader andre stå som ejer, så er der typisk et motiv, som går på, at man vil undgå at betale den skat, man skal betale, siger skatteadvokaten og understreger, at han ikke vil forholde sig til, om det er tilfældet i den konkrete sag med Kim Worsøe.

Myndighederne har fået besked

Kim Worsøe er den reelle ejer af Capmartin Limited. Det skriver han til DR’s journalist, da denne er taget til Cypern for at undersøge ejerforholdet.

- Jeg kan oplyse, at jeg ejer Capmartin Limited, og det undrer mig, I ikke blot har spurgt mig, skriver Kim Worsøe i en mail.

Efterfølgende skrev han også til DR, at ”alle relevante institutioner og myndigheder får dokumentation for, at han er den reelle ejer af Capmartin Limited”.

Det har de fået nu.

Den 30. november blev Kim Worsøe indskrevet som reel ejer af selskabet i cvr-registeret. Fristen var den 1. december.

Skat vil kende den reelle ejer

Spørgsmålet om ejerskabet af et givent selskab er vigtigt, fordi det hjælper myndighederne til at holde styr på, at der ikke bliver oprettet selskaber med det formål at snige penge uden om Skat.

- Myndighederne kræver at få registreret den reelle ejer for at sikre, at danskere ikke gemmer sig bag stråmandskonstruktioner, siger skatteadvokat Torben Bagge.

- Hvis du lader andre stå som officiel ejer, så kan det være, at du ’glemmer’ at betale den udbytteskat, som du skal. Når du er registreret som ejer, så mindskes den risiko, forklarer han.

Skat vil ligesom Torben Bagge ikke forholde sig til den konkrete sag, men konstaterer blot, at arbejdet med inddrivningen af skattekronerne lettes gevaldigt ved, at den reelle ejer, som Skat kalder 'beneficial owner', bliver registreret korrekt.

- Da vi ikke altid kan stole på de oplysninger, der er tilgængelige, vil vi altid forsøge at følge pengene og på den måde finde ud af hvem, der er beneficial owner, siger Lisbeth Rasmussen, der er underdirektør i Skat.

Ville holde privatøkonomi privat

Da DR i ’Afsløret – De sorte koncerter’ spørger Kim Worsøe, hvorfor en cypriotisk kvinde – og ikke ham selv – stod registreret som reel ejer af Capmartin Limited, lød svaret, at han ønskede at være anonym med sin private økonomi.

Og det kan også være en helt legitim begrundelse, understreger Torben Bagge:

- Hvis man bare husker at orientere de danske skattemyndigheder om det.

Hvorfor nu?

DR har stillet en række spørgsmål til Kim Worsøe.

Blandt andet hvorfor Capmartin Limited ikke afleverer årsregnskaber til det cypriotiske selskabsregister? Hvad der er sket med pengene, efter de er havnet på Cypern? Hvorfor han først har indskrevet sig som reel ejer af Capmartin Limited nu?

Det har koncertarrangøren ikke ønsket at svare på.

Og til spørgsmålet om, hvorvidt Kim Worsøe har betalt udbytteskat af de godt 14 millioner kroner, han har sendt til Cypern, er svaret fra koncertarrangøren, at ”han og hans selskaber betaler den skat, som loven i de respektive lande foreskriver”.

Til konstruktionen med den cypriotiske kvinde, Christa Theodorou, der i det cypriotiske selskabsregister stadig står som ejer af Capmartin Limited, er svaret som sagt, at den ordning skal sørge for, at Kim Worsøe kan holde sin private økonomi for sig selv.