Dansk popsanger sælger nyt album til en femtedel af normalprisen

Vinnie Whos pladeselskab forsøger sig med en ny strategi og sælger derfor den danske popsangers nye album for 30 kroner stykket i Tiger-butikker landet over.

Som den første store popkunstner herhjemme udgiver Vinnie Who nu sit nye album i samarbejde med butikskæden Tiger. Samarbejdet betyder, at albummet kan fås for 30 kroner for CD-udgaven og 50 kroner for en LP. (Foto: Agnete Schlichtkrull © DR)

Man plejer normalt at skulle hive 150 kroner op af lommen, hvis man vil anskaffe sig nyudgivelser med danske musikere som Marie Key og L.O.C.

Men for fans af sangeren Vinnie Who bliver sagerne nu anderledes.

20.000 cd'er i 25 lande

Den danske disco- og popmusikers nye album ’Harmony’ sælges nemlig i Tiger-butikkerne, når det udgives 30. marts, og det er for blot 30 kroner for en CD og 50 kroner for en LP-udgave.

Det skriver musikmagasinet Gaffa på sin hjemmeside.

Det er Vinnie Whos pladeselskab Diamond Records, der har indgået aftalen med Tiger-butikkernes pladeselskab Tiger Music. Samarbejdet betyder, at albummet bliver sat til salg i 25 lande, og at oplaget i første omgang lyder på 20.000 cd'er og 10.000 vinyler.

Jazzpianist i album top-tre

Direktør i Fake Diamond Records Jacob Kramp, glæder sig over det nye samarbejde, og ser store muligheder i Tiger Musics måde at udgive musik på.

- Vi blev ret overrasket over deres måde at tænke på. Det er et helt nyt udstillingsvindue for os, og vi er imponerede over deres kongstanke om at gøre musik tilgængelig for flere, siger han i en pressemeddelelse.

Tiger Music udgav den 31. oktober sidste år jazzpianisten Carsten Dahls nyfortolkning af Bachs Goldbergsvariationer til samme pris som det nye Vinnie Who-album. Efter en uge var albummet et af de bedst sælgende i Danmark.

Facebook
Twitter