Dansk poptalent om succes-år: Det har været voldsomt og overvældende

Den danske sangerinde Soleima ser tilbage på de største højdepunkter fra et yderst succesfuldt 2017.

(Foto: : Agnete Schlichtkrull)

Hvert år udpeger musikmagasinet Gaffa en række danske talenter, som de spår stor succes i det kommende år. Sidste år stod 28-årige Soleima på listen over lovende talenter - og man må sige, at folkene hos Gaffa fik ret.

For det danske sangerinde har det år, der snart rinder ud, budt på en lind strøm af hits, koncerter, prisregn og anerkendelse.

Vi bad Soleima sætte ord på året der er gået, og udpege hendes personlige højdepunkter fra 2017.

Da Soleima blev uundgåelig

Tilbage i januar blev Soleimas single 'Cracks' udnævnt som 'P3s Uundgåelige'. En ærefuld titel, som betød meget for den unge sangerinde.

- Det var så dejligt, at 'Cracks' fik så stor succes. Jeg forventede ikke selv, at den sang kunne blive et radiohit, så det var vildt dejligt og overraskende for mig, da det skete, fortæller Soleima, der lyder det borgerlige navn Sarah Mariegaard.

Titlen som 'P3s Uundgåelige' betyder at en sang i én uge bliver den mest spillede på radiokanalen P3. Og Soleima er ikke i tvivl om, at titlen som 'P3s Uundgåelige' var med til at lægge grundstene til det, der skulle vise sig at blive et yderst succesfuldt år.

- Jeg tror hundrede procent at succesen med 'Cracks' var med til at skyde projektet godt i gang, fortæller hun.

Du kan høre nummeret 'Cracks' her.

Første solo-EP ryger på gaden

Efter en række singleudgivelser, sender Soleima i foråret sin første solo-EP på gaden under titlen 'No. 14'.

- Det var rigtigt stort for mig at udgive min EP. Det føltes lidt som en dåb for Soleima-projektet, da den udkom, fortæller hun om plade-debuten.

Se Soleima synge nummeret 'Paper' i 'Moyo Live'.

For hende betød det meget, at hun med EPen kunne udgive nogle sange, som ikke nødvendigvis skulle gøre sig som store radiohits eller var skåret efter en særlig hit-skabelon.

- Hvis jeg kun skulle udgive sange, som var tiltænkt radioen, ville jeg blive skør i hovedet. Der er mange rammer, man skal holde sig til, når man laver musik, der skal kunne fungere i radioen.

- Så det var dejligt, også at få lov til at udgive nogle ting, som er anderledes og lidt mindre radio-venlige, og det kunne jeg med EPen.

Soleima vinder P3 Talentet

Tidligere i år modtog Soleima sin første pris nogensinde, og det var ikke hvilken som helst statuette, den unge sangerinde kunne hive med hjem.

Hun modtog nemlig den prestigefyldte ’P3 Talentet'-pris ved årets P3 Guld. Et øjeblik hun selv kalder ’årets største’.

- Det var så dejligt! Det var et meget stort øjeblik for mig, fortæller Soleima, der dog husker aftenen som noget kaotisk.

- Jeg havde lige været på scenen og optræde, og det havde jeg faktisk været ret nervøs omkring. Og lige bagefter skulle jeg så hurtigt ned og stå der blandt de andre nominerede, da prisen skulle udgives - og så vandt jeg. Det var meget overvældende og meget overraskende for mig.

Se Soleima modtage 'P3 Talentet'-prisen ved P3 Guld tidligere i år.

Udover den ære og anerkendelse der naturligt følger med en pris som ’P3 Talentet', gav prisen også Soleima et stort selvtillidsboost.

- Det giver en tro på, at det man laver, er det rigtige. Det betyder meget at mærke, at folk sætter pris på det man laver. Jeg er meget glad og stolt over at havde vundet, men også meget ydmyg omkring det.

Koncerter i ind og udland

Året har også budt på en lang række koncerter både herhjemme og i udlandet. Særligt én koncert på den britiske festival The Great Escape gjorde indtryk på Soleima.

- Det var en virkelig kaotisk koncert. Jeg havde en ny lydmand med og havde heller ikke spillet så meget med mit band på det tidspunkt. Der var ingen tid til at lave prøver, så vi endte faktisk med at stå på hotelværelset og forsøgte at lave lidt lydprøver, fortæller hun.

- Men da vi så kom på scenen, så gik det bare sindssygt godt. Jeg havde en følelse af, at vi kunne alting efter det, fordi vi havde kæmpet os igennem alt det kaos. Vi var blevet stærkere som band, griner Soleima ved mindet om kaos-koncerten.

Og hvad med fremtiden?

Efter et år med masser af succes er spørgsmålet så, hvad der venter for Soleima i det nye år?

- Jeg skal udgive en del musik i løbet af foråret. Lige nu er jeg meget i studiet for at indspille musik, og jeg bruger meget tid på at lave noget, som jeg også selv føler er det helt rigtige.

Udover arbejdet med den nye musik, er der også en anden ting, der fylder meget for den unge sangerinde: drømmen om udlandet.

- Det er ikke nogen hemmelighed, at udlandet er en stor prioritet for mig lige nu, så der kommer jeg også til at lægge meget af mit fokus næste år. Og så skal jeg bare ud og spille en masse koncerter herhjemme og rundt omkring i Europa. Det glæder jeg mig rigtig meget til.

Soleima gæstede fredag programmet 'Moyo Live' på P3, og du kan høre hele udsendelsen gennem linket herunder.