Dansk sangerinde: Her er 3 danske numre fra 70'erne som folk også skal høre om 1.000 år

Når verden er gået under og genopstået igen - hvilken musik fra hvert årti skal så have overlevet? Det spørgsmål har P6 Beat forsøgt at svare på.

(Foto: Scanpix/PR © Scanpix)

Hvis du kunne tage tre stykker musik fra 70'erne og proppe den ned i en uødelæggelig tidskapsel, hvilke stykker musik skulle det så være?

Det spørgsmål har programmet 'Tidskapslen' på P6 Beat stillet musiker og sangerinde Katinka, hvis musik er stærkt inspireret af netop 70'erne.

Her er hendes tidsløse top 3 over sange, der skulle overleve apokalypsen.

1) 'Entertainer' af C.V. Jørgensen

'Storbyens små oaser' er C.V. Jørgensens 3. studiealbum, og det blev udgivet i 1977. (Foto: PR)
0:00

- Jeg tror ikke at der findes skarpere dansk lyrik end dette. Ordene er så nålespidse, intelligente og kloge. Sætningen "jeg ejer en afgrundsdyb beundring for dit selvudslettende one-man-show" er perfekt.

2) 'Herfra hvor vi står' af Skousen & Ingemann

Sangen 'Herfra hvor vi står' stammer fra pladen af sammen navn, der udkom i 1971. (Foto: PR)
0:00

- Sangen er simpel men virkelig ikonisk. Den beskriver 70'ernes eskapisme, hvor der er mange der forsvinde fra dem selv i en syretåge, og så er vokalerne fantastisk smukke.

3) 'Smuk og dejlig' af Shit & Chanel

'Smuk og dejlig' er skrevet af Anne Linnet, og den udkom på rockgruppen Shit & Chanels debutalbum i 1976. (Foto: PR)
0:00

- Jeg er egentlig vildere med Anne Linnet i 80'erne, men man kan ikke komme udenom, at hun har været så vigtig for den danske musikscene og for kvindekampen. Sangen emmer af begær og vildskab. Men også ungdomsusikkerhed.

Tidskapslen på P6 Beat sender mandag-fredag 15-18, og du kan høre 'Tidskapslen' på P6 Beat om 70'erne lige her.

Facebook
Twitter