Dansk sangerinde mistede sin mand – nu hylder hun ham sammen med en levende legende

Se videoen til Kira Skovs 'Lilac Sky', hvor hun synger duet med Bonnie "Prince" Billy.

Det er svært at forestille sig en værre besked end den, den danske sanger og sangskriver Kira Skov modtog om natten den 20. februar sidste år.

Her blev hun vækket af en bekendt, der fortalte, at hendes mand og far til hendes barn, musikeren Nicolai Munch-Hansen, var død af en fatal blanding af alkohol og stoffer.

Men hun fandt en vej ud af den lammende sorg ved at bearbejde tabet musikalsk.

Ny video med privatoptagelser

For en måned siden udkom det roste album 'The Echo of You', og denne uge har Kira Skov så smidt en video på gaden til nummeret 'Lilac Sky'.

I videoen, som du kan se ovenfor, kredser sorte skyggefugle metaforisk omkring Kira Skov, men midtvejs brydes melankolien af solfyldte privatoptagelser, hvor hun omfavnes af sin afdøde partner.

Det er ingen ringere end den den alternative, amerikanske country-legende Bonnie "Prince" Billy, der agerer symbolsk vokal-standin for Nicolai Munch-Hansen i sangen.

Bonnie "Prince" Billy, der privat bærer navnet Will Oldham, var en af Munch-Hansens yndlingskunstnere, og derfor har det en særlig betydning for Kira Skov, at han medvirker på dette og andre numre på albummet:

- Det var vildt at få ham med. Jeg fik hans mail af produceren John Parish (der har produceret 'The Echo of You', red.) og skrev til ham, om han ville synge den duet med mig. Han svarede allerede næste dag, at "en person med en så stærk stemme også måtte have en stærk sjæl", og derfor ville han gerne synge med mig. Jeg blev meget glad og rørt, fortæller Kira Skov i et interview, hun har sendt til pressen i forbindelse med videoen.

En hyldest og et kærlighedsmanifest

Trods det sørgmodige tema kalder hun 'The Echo of You' for "en hyldest til ham og et kærlighedsmanifest" og en måde at skabe mening ud af en meningsløs begivenhed. Både for hende personligt, men også for mennesker, der står i lignende situationer:

- Jeg har tænkt meget på folk, der ikke har musikken eller en anden kreativ kunstart til at bearbejde sådan en sorg. Jeg ved ikke selv, hvad jeg ville have gjort uden. Derfor håber jeg, at mine sange kan gøre noget for andre.

Selv om smerten over at have mistet sin livspartner nok aldrig går væk, og hun stadig vågner om natten og kommer i tanke om, at Nicolai Munch-Hansen ikke ligger i sengen ved siden af hende, er hun relativt afklaret omkring omstændighederne for ulykken.

- For mig var det, der skete en ulykke. Stoffer kan være noget lort, og i det her tilfælde var det fatalt. Men det bliver meget let meget sort/hvidt at tale om det, siger hun og fortsætter:

- Jeg har i hele mit liv bevæget mig i kreative miljøer, hvor det har været almindeligt, at folk har eksperimenteret med stoffer uden, at det har haft de konsekvenser. At Nicolais død skal bruges i en sags tjeneste, kan jeg ikke acceptere. Det er meget mere nuanceret end som så.

Facebook
Twitter