Danske fans sikrer Lukas Graham amerikansk sejr

Med hele 98 procent af stemmerne har Lukas Graham vundet en afstemning om at være årets bedste optræden på amerikansk talkshow.

Lukas Graham har allerede stor succes i Danamrk. Nu har bandet også gjort sig bemærket i USA - både med en optræden i talkshowet 'Conan' og programmets tilhørende afstemning. (Foto: Simon Skipper © Scanpix)

John Fogerty skulle tydeligvis have gjort sig mere umage.

For den amerikanske musiker opnåede kun sølle 0,48 procent af stemmerne i en afstemning på talkshowet ’Conan’s hjemmeside. Og han blev endda nummer to.

Dermed er der langt op til Lukas Graham, der overlegent hapsede 98,86 procent af stemmerne i kategorien ’årets bedste musikalske optræden i 2015’ i talkshowet.

Det skriver Soundvenue.

Den danske gruppe er da også den eneste af de nominerede, der på Facebook har opfordret fans til at gå ind og stemme. I skrivende stund har gruppen over 193.000 følgere på det sociale medie.

https://www.facebook.com/LukasGraham/posts/940484739371771

Derudover har danske medier som BT og Gaffa også skrevet, at det var muligt at stemme på Lukas Graham.

Gruppen var udover den erfarne John Fogerty oppe imod Alabama Shakes, Leon Bridges, og Hippo Campus.

Lukas Graham besøgte så sent som i sidste uge ’Conan’, hvor bandet spillede deres seneste hit ’7 Years’. Derefter blev de nomineret, og nu er afstemningen altså allerede slut.

Du kan se hele listen med programmets bedste øjeblikke her.

Facebook
Twitter