Danske favoritter indtager Northside

Northside tilføjer fem danske navne til årets musikprogram, der både lægger op til fællessang og nye opdagelser.

Tina Dickow fejrer sit 10 år gamle album 'Count To Ten' med en jubilæumskoncert på årets Northside. (Foto: TORBEN CHRISTENSEN © Scanpix)

Har du albummet ’Count To Ten’ med Tina Dickow stående derhjemme? Så er her godt nyt.

Den aarhusianske sangerinde fejrer nemlig albummets 10-årsjubilæum på Northside og optræder med alle sangene fra den storsælgende plade på sin gamle hjemmebane i Aarhus.

Det er anden gang, Tina Dickow optræder på festivalen, skriver festivalen i en pressemeddelelse. Sidste gang var i 2011.

Derudover har Northside også netop føjet hiphoptrioen Suspekt til årets program.

De er snart aktuelle med et nyt album, men der vil uden tvivl også være mulighed for at skråle med på nyklassikere som ’Klaus Pagh’ og ’Proletar (Hvor jeg står)’.

Saveus spiller første Northside-koncert

Men der er også skrevet nogle helt nye navne på plakaten.

Festivalen har nemlig hyret Saveus, der har hittet med ’Levitate Me', IAMJJ og Chinah, der sidste år vandt prisen P3 Talentet ved P3 Guld.

Samtlige endagsbilletter til Northside er allerede udsolgt – ikke mindst takket være store internationale hovednavne som Radiohead og Frank Ocean.

Derudover finder man også danske og udenlandske kunstnere som The Prodigy, Mø, Richard Ashcroft, Thomas Helmig, Run The Jewels, Bastille, Phlake, Agnes Obel, The 1975 og Bisse på programmet.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk