David Bowies imponerende kunstsamling på auktion

Det britiske auktionshus Sotheby's sætter nu dele af David Bowies personlige kunstsamling til salg.

David Bowie var gennem hele sin musikalske karriere en ivrig kunstsamler, og dele af hans personlige samling kommer nu på auktion. (Foto: Randy Brooke © 2010 Randy Brooke)

For første gang nogensinde er det nu muligt for folk at købe dele af musikikonet David Bowies sjældne kunst- og design artikler.

Det skriver The Guardian.

Den nu afdøde musikers store samling tæller blandt andet værker af den store britiske konceptkunstner Damien Hirst, men også et særligt dyrt værk med titlen 'Air Power' af den amerikanske graffitikunstner Jean-Michel Basquiat, der ifølge auktionshuset Sotheby’s vurderes alene til 30 millioner kroner.

Spontan kunstkøber

Det er ikke nogen hemmelighed, at David Bowie var meget kunstinteresseret, og musikeren studerede også i sin tid kunst og design på det tekniske universitet i Storbritannien.

Bowie malede gennem hele hans musikalske karriere, og mange af hans værker blev også anvendt på kunstnerens egne albumcovers helt frem til det sidste album 'Blackstar' der udkom i januar i år blot få dage før hans død.

David Bowie blev blandt venner og bekendte beskrevet som en spontan kunstkøber, og ifølge Bowies familie sælges der nu ud af kunstsamlingen på grund af pladsmangel i hjemmet. Den nære familie har dog valgt at beholde de mest personlige værker.

Den store kunstsamling vil være udstillet i Sotheby’s galleri i London fra 1. til 10. november, og umiddelbart herefter vil værkerne komme under hammeren i en auktion, der vil forløbe over tre dage.