Den endelige plakat til Northside 2015 er klar

Northside har netop offentliggjort fem nye navne, og dermed er alle kunstnere til årets festival på plads.

Alle navnene til Northside 2015 er offentliggjort, og den endelige plakat er klar. (Foto: Tobias Nicolai Kvist Larsen)

Et nyt hovednavn, en norsk sangfugl og tre danske kunstnere er overskriften på de fem nye og også sidste navne, der manglede at blive offentliggjort til Northside 2015.

Antony and the Johnsons med sanger Antony Hegarty i front allierer sig med Aarhus Symfoniorkester, når bandet til sommer optræder på Northside. Det nye hovednavn indspillede i 2011 albummet ’Cut the World’ sammen med DR Underholdningsorkesteret ved to koncerter i København, og den musik bliver nu genskabt til Northside 2015.

Derudover kan publikum i Aarhus opleve norske Emilie Nicolas, der har hittet med nummeret ’Pstereo’. Hun får følgeskab af The Minds of 99, som for andet år i træk optræder på den aarhusianske festival.

Sprogekvilibristen og hiphopperen S!vas er også at finde blandt dagens sidste offentliggørelser samt den elektroniske duo Rangleklods.

Den endelige plakat

Med dagens navne er alle kunstnere på plads til årets festival, og hullerne i plakaten er fyldt ud.

Publikum kan nu for alvor begynde at se frem til, når Northside i midten af juni endnu en gang indtager Ådalen lige uden for centrum af Aarhus.

Tilfreds talsmand

I alt 41 navne optræder til Northside 2015, og udover dagens nye offentliggørelser har Northside blandt andre allerede præsenteret det store publikumsønske The Black Keys, der i tre år har været det største ønske blandt publikum.

Northside har også fået fat i navne som blandt andre popsensationen Sam Smith, legenden Grace Jones og de gamle hiphoppere i Wu-Tang Clan.

Talsmand for Northside, John Fogde, er tilfreds med resultatet og er glad for, det er lykkedes at skaffe så mange forskellige navne.

- Sammenlagt repræsenterer plakaten et fokuseret program med en rød tråd, hvor vi dog ikke har været bange for at lave en overraskende afstikker til blues, soul, electroswing eller for den sags skyld genrer, der ikke findes ord for endnu, siger han i en pressemeddelelse fra Northside.

Pres på billetterne

I midten af marts kunne festivalen melde udsolgt af endagsbilletter til fredag, hvor navne som Alt J, FKA Twigs og optræder, og Northside meddelte i går, at alle lørdagsbilletterne også er revet væk.

Der er stadig endagsbilletter til søndag, hvor publikum kan opleve navne som Ben Howard, Interpol og George Ezra. Og det er også stadig muligt at få fingrene i en partoutbillet, der giver adgang til hele festivalen.

De sidste to år har festivalen kunnet melde udsolgt.

Northside 2015 finder sted fra den 12.-14. juni.

Facebook
Twitter