Derfor er harmonika og banjo igen blevet in

Folk-musikken har fået en revival i de seneste år. Det kan særligt mærkes på dette års SPOT Festival, der har masser af folk på programmet

Danske 'Cody' er en af de bands, der har fået vind i sejlene med deres americana-inspirerede folk-musik. Lørdag spiller de på SPOT Festivalen i Aarhus. (© SPOT/Christian Klintholm)

Det kan godt være, det fik meget omtale, da Justin Bieber for nyligt besøgte Danmark – og hans plade 'Believe' solgte da også imponerende 374.000 eksemplarer alene i USA den første uge i salg.

Men faktisk blev teenageidolet overgået godt og grundigt af folk-rock-bandet Mumford & Sons: 600.000 gange blev gruppens andet album 'Babel' langet over disken på den første uge i USA.

Folk-tsunami

Samtidig blev albummet samme uge det næstbedst sælgende på internettet nogensinde, kun overgået af Lady Gagas 'Born This Way'.

Mumford & Sons er dermed den foreløbige kulmination på en folk-tsunami, der har rejst sig fra folkemusikkens dybe ocean igennem det seneste årti - og for alvor tog fart med bands som Arcade Fire og Bon Iver for nu at skylle med uimodståelig kraft ind over alverdens musiklandskaber.

- Der er et behov for musik, der er lettere at forstå og gennemskue end det elektronisk producerede, mener musikforsker Henrik Marstal, der er adjunkt på Rytmisk Musikkonservatorium.

- Det er akustisk, og derfor kan man ligesom følge med i, hvad der foregår – det er musik, der er lavet af rigtige mennesker på rigtige instrumenter, modsat elektronisk musik, som man måske ikke helt kan gennemskue; spiller de overhovedet live?, eller står de bare og sms'er på scenen, mens computeren spiller?, siger han og nævner The Rumour Said Fire og Lukas Graham som nogle af de mest kendte og etablerede nye folk-inspirerede danske navne.

- Det er spændende, at musikere rent faktisk står og udøver et musikerskab og rent faktisk spiller på den banjo, eller hvad de nu gør, opsummerer Henrik Marstal.

Ærligt og sårbart

At folkemusikken har fået en revival, kan man også mærke herhjemme. Blandt andet på den denne weekends SPOT Festival, hvor navne som 'Cody' og 'Schultz and Forever' kan opleves.

Anders Rask er forsanger og frontfigur i elektropop-bandet Kadie Elder, der også optræder på SPOT. Han har tidligere været folkemusiker og har efter eget udsagn 'stadig sit hjerte liggende ved folken'. Ligesom Henrik Marstal mener han, at genren er midt i en storhedstid.

- En del af forklaringen kan være, at det er et meget ærligt og sårbart udtryk. Uden at blive lommefilosofisk tror jeg da, at det hænger sammen med samfundstendensen; udviklingen i alt hvad man har i elektronik, og ting der er knap så personlige, maskiner der overtager menneskers arbejde og den fortravlede og individuelle livsadfærd, vi har, siger Anders Rask.

- Når man så endelig får præsenteret noget, der er 'straight up' og ikke så meget fikumdik, tror jeg, det fænger, fordi det er uden omsvøb, siger han.

Disse folk-navne kan blandt andet opleves på SPOT:

Boho Dancer fredag klokken 16 i VoxhallFolkeklubben fredag klokken 19:30 i Scandinavian Congress CenterSchultz and Forever fredag klokken 23 i Musikhusets Lille SalThe White Album lørdag klokken 17 i Musikhusets Lille SalCODY lørdag klokken 18:15 i Scandinavian Congress Center

FacebookTwitter