Det kan du forvente af Rolling Stones på Roskilde

Ja, ja, de spiller på årets Roskilde Festival. Men HVAD spiller de?

Forvent hits hits og hits... og en enkelt sjælden perle eller to, når Rolling Stones spiller på Roskilde Festival. Sådan var det i hvert fald, da gruppen spillede i Abu Dhabi, Tokyo og Macau.

Det kan godt være, det er en helt ny turné, Rolling Stones har begivet sig ud på her i 2014. Men der er alligevel ikke meget nyt under solen.

Fans af Rolling Stones kan forvente masser af gamle hits og fællessang foran Orange Scene, når den britiske rockgruppe til sommer giver koncert.

I hvert fald hvis man skal tro setlisterne fra de første koncerter på Rolling Stones '14 On Fire'-turné.

Beviste verdensklassen

Indtil videre har de aldrende musikere optrådt i blandt andet Abu Dhabi, Tokyo og Macau i Kina, og her blev en lang række af de største hits spillet.

Til alle tre koncerter spillede de rynkede rockere blandt andet Honky Tonk Woman, Gimme Shelter, Sympathy for the Devil, Brown Sugar, Tumbling Dice, It's Only Rock'n'Roll (But I Like It), Start Me Up, Jumpin' Jack Flash og You Got Me Rocking.

Og ifølge anmelderne gjorde de det godt.

- The Rolling Stones viste i går aftes en udsolgt, kendisfyldt arena i Macaus Cotai-spillested, hvorfor de stadig kan påstå at være verdens største rock'n'roll-gruppe - mere end et halvt århundrede efter de startede med at spille bluescovernumre i små klubber i London, skrev avisen South China Morning Post eksempelvis.

Spankulerede omkring som en kylling

Bandet - og især Mick Jagger var ifølge avisen i fuldt vigør.

- Sir Mick, der nu er en 70-årig bedstefar, er mindre vanvittig på scenen, end han var i Stones velmagtsdage, men han har ikke mistet sin hovmodige spankulering omkring som en kylling, der giver hans tekster liv, og han må have gået flere kilometer på scenen, skrev anmelderen.

Spillede nummer for første gang i 30 år

Men selvom koncerterne først og fremmest var én lang synge-med-fest, var der også plads til enkelte mindre kendte Rolling Stones-sange.

Blandt andet spillede Rolling Stones sangen 'Silver Train' i Tokyo, som de ikke har spillet live siden 1973. Det gjorde de efter en afstemning, hvor de lokale fans fik lov at bestemme et nummer til aftenens koncert.

I Abu Dhabi spillede gruppen også nummeret 'Emotional Rescue', som heller ikke er et fast koncertvalg.

Viser stadig hvordan det skal gøres

Ifølge anmelderne var det imponerende at opleve Mick Jagger og co. live så mange år efter, de først kom frem.

- '14 On Fire'-turneen er måske ikke så anderledes end deres tidligere turneer, men det forbliver endnu en fejring af rock'n'roll fra et beundret band, som efter 50 år stadig viser os, hvordan det skal gøres, skrev Abu Dhabis avis The National.

South China Morning Post bed også mærke i, at gruppen med deres optræden stadig formår at lade deres sange forblive friske og aktuelle.

"Mick Jaggers bevægelser har måske mistet lidt fart gennem årene, men hans showmanship har ikke" skrev anmelderen blandt andet og fortsatte: "sange som 'Honky Tonk Woman' og 'Brown Sugar' bevarede deres friskhed og energi selvom de blev udgivet for mere end 40 år siden i en tid, hvor Vietnamkrigen stadig rasede," skrev anmelderen blandt andet.

Setlisten fra Abu Dhabi

Jumpin' Jack Flash

You Got Me Rocking

It's Only Rock'n'Roll (But I Like It)

Tumbling Dice

Ruby Tuesday

Doom and Gloom Respectable

Honky Tonk Woman

Slipping Away

Before They Make Me Run

Midnight Rambler

Miss You

Paint It Black

Gimme Shelter

Start Me Up

Sympathy for the Devil

Brown Sugar

Efternumre: You Can't Always Get What You Want

(I Cant' Get No) Satisfaction

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk