Det må du ikke gå glip af: Daimi kommer til at blæse taget af

Hver dag giver en af P8 Jazz-værterne deres bud på, hvad du bør høre under Copenhagen Jazz Festival

Du må ikke gå glip af Daimi, mener ung P8 Jazz-vært. Her ses hun på scenen med DR Big Band i foråret. (Foto: TORBEN CHRISTENSEN © Scanpix)

Copenhagen Jazz Festival er over os, så er du i hovedstaden, er der god grund til at komme ud og høre noget lækkert musik.

Her anbefaler P8 Jazz-vært Frederik Korfix dagens bedste koncerter.

Og er du ikke i København må du ikke snyde dig selv for at lytte til kunstnerne derhjemme.

Daimi og Louisiana Jazzband

- Ingen sprutter af livsglæde, energi og oldschool-musikalitet som Daimi, siger Frederik Korfix og uddyber:

- Og når hun så bliver parret med Louisiana Jazzband og deres traditionelle, velswingende toner, er jeg sikker på at taget eller en anden vital del af konstruktionen i Karens Minde Kulturhus kommer til at lette. Den koncert vil jeg se!

Karens Minde Kulturhus kl. 19.

Morten Grønvad og Oilly Wallace

- Den tid jeg har brugt på Facebook, har jeg brugt på at ligge på min futon og tænke over, hvad jeg skulle med mit liv. Og den tid jeg har brugt på at se 'Breaking Bad' og 'House of Cards' har Morten Grønvad og Oilly Wallace brugt i øvelokalet.

- Det kan høres: Sublim virtuositet parret med et musikalsk overskud og humoristisk spilleglæde er kondenseret i disse to herre. Måske jeg skulle have brugt min tid anderledes, siger Frederik Korfix.

Café Safari kl. 19.

WonderBrazz

(Foto: Christoffer Askman © Christoffer Askman)

- Mine jazzfestival-barnesko blev trådt på Café Bopa på Østerbro, da jeg som mindreårig listede ind med S-toget fra provinsen og gemte mig bagerst i lokalet på Café Bopa, så servitricen ikke skulle opdage de Star-pilsnere, jeg havde smuglet med ind.

- WonderBrazz var på scenen, og det har de været hvert år siden. Der er 110 % funkgaranti for en aften med kæppen i bund, åkander under armene og fråde om munden, siger Frederik Korfix.

Café Bopa kl. 22.30

Du kan høre WonderBrazz her: