Dødningehoveder og djævlehorn: Her er årets bedste rockudgivelser

Radiovært på P6 Beat, Anders Bøtter, kårer de bedste rockalbums fra året, der er gået.

Black Sabbath med Ozzy Osbourne i front gjorde comeback i 2013 med albummet '13'. Det er ifølge Anders Bøtter en af årets fem bedste rockudgivelser. (Foto: Malte Kristiansen © Scanpix)

Inde i mig bor der en stolt borebisse, som står på den jyske hede med armene over kors og holder stædigt fast i påstanden om, at ”al rockmusik var bedre i gamle dage”. Men selv for denne indre huleboer har 2013 været et godt rockår. Rigtig godt, faktisk!

Guitarrocken har været på retræte i mange år, og den klassiske konstellation med en guitarbærende forsanger, en sumpet bassist og en energisk trommeslager virkede som en døende kunstform. Men patienterne må have fået nye stoffer, for i 2013 er der udkommet både danske og udenlandske albums med potens og distortion i højsædet!

Anders Bøtter er blandt andet vært for metalprogrammet 'Sort Søndag' på P6 Beat. DR Kultur har bedt ham udnævne de bedste rockudgivelser i 2013. (Foto: Agnete Schlichtkrull © Type 1)

Her er et udpluk af de bedste rockskiver fra 2013:

David Bowie: 'The Next Day' (UK)

Det bedste og vigtigste comeback i 25 år! Med kirurgisk præcision skærer mesteren et værk, som er fyldt til randen af spændende meta-referencer, som de fleste Bowie fans kun turde drømme om for et par år siden. Og på samme tid har albummet catchy singler og er generelt bare godt selskab. Det gør det til en af årets mest sublime udgivelser.

Læs mere om Bowie og lyt til sangene hos DR Musik.

Iceage: 'You're Nothing' (DK)

Det danske band Iceage er spydspids for en sprudlende Københavnske støjrockscene, som i perioden 2010-2013 har fostret det ene skæve talent efter det andet. Hvad I alverden skal vi bruge endnu en gendannelse af Sort Sol til, når fremtiden ligger i det københavnske nordvestkvarter? Arty punkrock i dit fjæs!

Besøg Iceage hos DR Musik.

Black Sabbath: '13' (UK)

Produceren Rick Rubin har gjort det igen! Med stor ynde og enorm forståelse for musikkens inderste væsen og de kvaliteter, der findes i kernen af et givent band har han, sammen med Black Sabbath, gravet dybt og fundet guld. Ozzy & Co. er tilbage med deres stærkeste udgivelse i årevis (her tælles både soloalbums, sideprojekter og egentlige Black Sabbath-udgivelser). Hovedet på blokken, så er det her et af Black Sabbaths 5 stærkeste albums.

Der er meget mere om Ozzy og Sabbath hos DR Musik.

Orchid: 'Wizard Of War' (US)

Der er en verdensomspændende bagudskuende (r)evolution i gang i heavy metal-miljøet og Orchid er nogle af bannerførerne for denne bevægelse. En række danske og udenlandske bands kigger tilbage til blues-rocken, hard-rocken og stoner-rockens storhedstid og udgiver fremragende albums, som sender hilsner til tunge orkestre som Led Zeppelin, Cream og Blue Cheer. Hold øje med dem!

Der er mere om Orchid hos DR Musik.

Queens Of The Stone Age: ‘Like Clockwork' (US)

Josh Hommes hofter slår til igen! Bedst som jeg havde afskrevet Queens Of The Stone Age som værende et af mine 10 yndlingsbands, begår Josh Homme & Co. et album, som ikke blot rocker hårdt igennem, men også har følsomme, lidenskabelige højdepunkter, som giver albummet en uventet kant. Superbt!

Læs mere og lyt til Queens Of The Stone Age hos DR Musik.

Facebook
Twitter