DR: Ja vi tager renter for Eurovision-lån

Producenten på Eurovision bekræfter, at DR har lånt penge til Wonderful Copenhagen, og at der skal betales renter på lånet. Detaljerne omkring lånet vil hun ikke ud med, da det er fortroligt.

Producenten på Eurovision bekræfter, at DR har lånt penge til Wonderful Copenhagen, og at der skal betales renter på lånet. Detaljerne omkring lånet vil hun ikke ud med, da det er fortroligt. (Foto: Jakob Boserup © Type 1)

- Jeg kan bekræfte, der er en gæld mellem projektselskabet og Wonderful Copenhagen til DR, og at vi har en aftale om tilbagebetaling til DR, men jeg kan ikke gå i detaljer med, hvad aftalen går ud på. Vi har aftalt, at det er fortroligt.

Sådan lyder det fra producer på Eurovision, Pernille Gaardbo, til DR Kultur.

DR: Loven siger vi skal tage renter

Udtalelsen kommer efter, at MetroXpress i dag kunne fortælle, at Wonderful Copenhagen har lånt 27 millioner kroner af DR for at kunne finansiere udgifter i forbindelse med Eurovision, og at turistorganisationen angiveligt skal betale 600.000 kroner om måneden i renter.

Skal Wonderful Copenhagen betale renter i forbindelse med aftalen?

- Ja. Som offentlig virksomhed er vi underlagt Renteloven og EU-Kommissionens regler på området, og de fastlægger renteniveauet.

Ifølge en artikel i MetroXpress skulle der være tale om 600.000 kroner om måneden bare i renter. Er det sandt?

- Jeg kan ikke bekræfte tallet. Men vi tager hverken flere eller færre renter, end vi skal.

Nødvendigt for at showet kunne afholdes

Ifølge Pernille Gaardbo bevilligede DR lånet til Wonderful Copenhagen, fordi turistorganisationen simpelthen var løbet tør for penge.

- Hvis vi ikke havde lagt penge ud for projektselskabet, var Eurovision-showet ikke blevet til noget. Så vi havde ikke noget valg, siger Pernille Gaardbo.

Endelig aftale i juli

Låneaftalen mellem DR og Wonderful Copenhagen blev først endelig underskrevet den 31. juli, da det, ifølge Pernille Gaardbo, først var der, man var blevet enige om alle detaljerne.

Selve pengene til lånet fik Wonderful Copenhagen dog lang tid før.

- Det var vi simpelthen nødt til for at sikre gennemførslen af showet, siger Pernille Gaardbo.

DR: Vi vil gerne lægge aftalen frem

Hvornår kan man få lov til at se denne her låneaftale?

- Vi vil meget gerne være åbne om det her. Men vi bliver nødt til at respektere, at det er en fortrolig aftale mellem DR og Wonderful Copenhagen.

Men hvis Wonderful Copenhagen er klar til at lægge aftalen frem, vil I så også gøre det?

- Naturligvis.

Wonderful Copenhagen har ikke ønsket at udtale sig til denne artikel.

Facebook
Twitter