Dronningen af soul trækker sig: I år går jeg på pension

Aretha Franklin udgiver i år angiveligt sit sidste album, og så venter livet som pensionist og mere tid med børnebørnene.

Aretha Franklin har modtaget et hav af grammypriser og Presidential Medal of Freedom af USA's tidligere præsident. (Foto: Yuri Gripas © Scanpix)

Hun er en af de bedst sælgende i hele musikhistorien. Hun står bag hits som ’Respect’ og ’Say a Little Prayer’.

Senere i år skifter hun en lille bøn ud med et lille farvel, når hun udgiver sit sidste album. For så venter livet som pensionist og dermed mere tid med børnebørnene.

Det fortæller dronningen af soulgenren i et radiointerview, skriver The Guardian.

- Jeg må fortælle jer, at jeg går på pension i år, siger hun blandt andet til radiostationen.

Stevie Wonder-numre på nyt album

Franklin udgiver nyt album til september og vil indeholde numre, der er skrevet af Stevie Wonder. Selvom hun er klar til at gå på pension, så vil hun alligevel lave udvalgte ting, men kun over kortere perioder.

- Jeg føler mig meget, meget beriget og tilfreds med den respekt, der har været for min karriere fra begyndelsen, til hvor den er nu. Men jeg kommer ikke til at sætte mig ned og lave ingenting, siger hun.

Aretha Franklin har modtaget flere grammypriser fra 1969 og frem til 2008 og fik i 2005 Presidential Medal of Freedom af Bill Clinton.

I de senere år har den 75-årige amerikanske soulstjerne haft helbredsproblemer. Blandt andet måtte hun i 2010 aflyse en række koncerter, da hun havde kræft.

FacebookTwitter