Droppede succes med Mew: Nu spiller Bo i band med skolebørn

Siden Bo Rune Madsen forlod det anmelderroste band Mew har der været plads til nye legesyge projekter - blandt andet et nyt børneband.

Bo Rune Madsen var bare 14 år, da han første gang spillede sammen med de tre venner, som han senere dannede det populære band Mew med.

Dengang i musiklokalet på Bernadotteskolen i Hellerup var alle i bandet børn.

I sommer var den 40-årige musiker så tilbage på sin gamle skole.

Ikke for at dyrke minderne, men for at finde musikere til sit nye band, børnebandet Turbolens, der snart er aktuel med sin første ep.

- Jeg kom gående efter at have afleveret mine børn og kunne høre musik fra musiklokalet. Så stak jeg lige hovedet ind i musiklokalet, hang lidt ud og spillede med, og så var det bare det. Det var meget simpelt, fortæller han begejstret.

Fri leg på guitar og skateboard

Dermed er Bo Rune Madsen bandets eneste ”store barn”, mens hans bassist, trommeslager og kor rent faktisk stadig er børn. De er alle mellem 10 og 14 år.

- En af kvaliteterne ved børn er, at de ikke er særligt selvbevidste. Så når de skaber noget, er det en mere fri leg, siger Bo Rune Madsen.

Og hvis der er noget, der har stået øverst på listen, siden guitaristens brød med Mew, så er det fri leg.

Bandet består af 'Sømmet' på trommer og Jules på bas. Bo Rune Madsen synes ikke, at børnenes navne skal frem - derfor kunstnernavnene. Selv kalder han sig i øvrigt Turbo i Turbolens-sammenhæng, mens koret hedder 'Mullerne'. (Foto: Timme Hovind)

Han har netop haft sin første kunstudstilling på et galleri i København, og i næste uge udkommer hans børnebands første ep, ’Tro, Håb og kærlighed’.

- Vi har indspillet vores ep i de samme musiklokaler, hvor vi faktisk dannede Mew, så det var meget sjovt, fortæller han.

Voksen med eget værelse

I dag har Turbolens – ja, stavefejlen er med vilje – desuden premiere på sin første musikvideo til singlen ’Rastløse bevægelser’, hvor Bo Rune Madsen finder sit indre legebarn frem på et gammelt skateboard.

Der er faktisk også noget børneværelse over hans kombinerede kontor, studie og atelier – ikke langt fra hans hjem og den gamle skole – hvor vi møder ham.

Skrivebordet er rodet, på væggene hænger skitser, malerier og tegninger, som han selv har lavet, og i krogene står der guitarer. I vindueskarmen ligger endda nogle gamle demo-kassettebånd med Mew.

I de helt spæde Mew-dage kaldte bandet sig for The Degenerates. Til højre ses et demobånd fra 1993 optaget på Bernadotteskolen i Hellerup. (Foto: Marie Ravn Nielsen © dr)

- Jeg kom til at tænke på, at man jo ikke har sit eget værelse som voksen..., forklarer Bo Rune Madsen, der fylder 41 år om få dage.

Det er her, at musikeren føler, han hører til. Ikke på scener i verdens storbyer sammen med Mew, men tæt på alt det, han har kær: Sine børn, sin familie, sine venner og sin kunst.

- Mew var også meget legesygt. Vi var søgende og prøvede mange ting af, men der kom en form for perfektionisme ind i det, som gjorde, at det alligevel blev kvælende. Så jeg har bare savnet at være fri til at gøre det, jeg har lyst til, siger han.

Træt af at være "Bo fra Mew"

Det er snart to år siden, at Bo Rune Madsen forlod sine barndomsvenner i Mew. Og hurra for det, lyser det nærmest ud af den Bo Rune Madsens ansigt.

- Du bliver på mange måder til ét væsen, sådan et Mew-væsen. Du er ”Bo fra Mew”. Så når man bliver voksen, går ens liv i forskellige retninger, og så kan det være rigtig svært at holde sammen på det, fortæller han om bruddet.

Savner du nogensinde det, du havde med Mew?

- Vi havde jo så mange år … Du ved, hvis man får pandekager med is hver dag, så bliver du også træt af det, så jeg savner det ikke, nej, siger han og tilføjer:

- Det er rigtig rart at gå fra at være ”Bo fra Mew” til bare mig selv, Bo Rune Madsen. Jeg har taget mit mellemnavn med bare for at markere overfor mig selv, at det er en frisk start. Jeg er en anden person nu.

Bo Rune Madsen har ind imellem stadig kontakt med sine tidligere bandkammerater i Mew, men han savner ikke bandet. Han ville hellere være sin egen herre og ikke bare "Bo fra Mew", siger han. Her ses gruppen samlet ved øvelokalet i 2014. (Foto: Kasper palsnov © Scanpix)

Mens Mew snart skal spille koncerter i byer som London, Paris og Kuala Lumpur, så har Bo Rune Madsen kun én optræden i kalenderen.

Med børn i bandet er det nu engang mest praktisk med koncerter i skoleferierne, og den tidligere Mew-guitarist higer faktisk slet ikke efter at turnere ligesom i gamle dage.

- Altså, planen er ikke, at vi skal ud og spille rigtigt, for nu har jeg jo prøvet at turnere, og det er ofte ret begrænset, hvor sjovt det er. Der er mange rejser, og man er meget væk.

På dybt vand - men det går alt sammen

I næste uge står han dog for første gang på scenen igen – denne gang som sanger og guitarist omgivet af sine meget unge bandkolleger i Turbolens, når børnebandet optræder med en enkel sang til årets Gaffa Awards i Odense.

Så der er atter bud efter Bo Rune Madsen og hans nye projekter.

- Når man så kaster sig ud på dybt vand og ikke har et sikkerhedsnet under sig, så mærker man virkelig tilværelsen, og det har inspireret mig rigtig meget.

- Nu har jeg brugt mange år på én ting, og nu har jeg lyst til at bruge tid på en masse ting, jeg ikke har prøvet før. Nogle gange går det rigtig godt, og andre gange går det bare – men det går altid, siger Bo Rune Madsen tilfreds.

Singlen’Rastløse bevægelser’ med Turbolens er netop udkommet, og ep’en ’Tro, Håb og kærlighed’ udkommer 10. marts.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk