Ed Sheeran kritiserer Google: Stop med at reklamere for dyre koncertbilletter

Den britiske musiker Ed Sheeran kritiserer søgegiganten Google for at markedsføre hjemmesider, der sælger koncertbilletter til overpris.

Ed Sheeran er i øjeblikket i fuld gang med sin verdensturné. Tidligere i år spillede han i Boxen i Herning og til X Factor-finalen. (Foto: Brendan MCDermid © Scanpix)

Det skal være slut med at sælge koncertbilletter til overpris via uofficielle salgskanaler.

Sådan lyder det fra den britiske verdensstjerne Ed Sheeran og hans koncertarrangør, Stuart Galbraith, efter at billetter til Ed Sheerans hurtigt udsolgte koncert i Storbritannien næste år efter få minutter i salg kunne købes til overpris hos andre hjemmesider som eksempelvis Viagogo.

- Ed og jeg har en stærk aversion mod andenhåndsbilletsalg, siger Stuart Galbraith ifølge BBC.

- Vi prøvede med flere forskellige tiltag for at stoppe billetsalg på det sorte marked, da billetterne blev frigivet. Langt størstedelen af de hjemmesider, der videresælger billetter, lod sig påvirke af vores trusler om retsforfølgelse, men Viagogo gjorde ikke, forklarer koncertarrangøren.

Billethajer køber sig til god placering

Det er langt fra et nyt fænomen, at folk indkøber koncertbilletter til normal pris for så at sælge dem videre på det sorte marked til overpris.

Men det, der for alvor har fået Ed Sheeran op i det røde felt, er, at de hjemmesider, hvorigennem man kan sælge billetter til overpris, køber sig til den bedst tænkelige placering hos søgemaskinen Google.

- Google er nødt til at bukke under for presset og stoppe med at tage penge for billetter, som bliver solgt på det sorte marked, siger Ed Sheerans koncertarrangør, Stuart Galbraith.

Blandt dem, der også forsøger at bekæmpe billethajerne, er gruppen Fan Fair Alliance, der er en sammenslutning af musikere som Keane, Nick Cave og One Direction og deres koncertarrangører.

I en Google-søgning på billetter til 100 koncertturneer i Storbritannien konstaterede gruppen, at en uofficiel billetsælger, som eksempelvis Viagogo, i 77 af søgningerne havde betalt sig fra at blive vist først i reklamesøgningen.

- Vi har længe vidst, at dette (altså Google, red.) er Viagogos primære vej til forbrugeren, og vi ved, at de betaler mange penge for at komme i toppen af Googles søgninger, siger Adam Webb fra Fan Fair Alliance til BBC og fortsætter:

- Det felt, hvor der står 'reklame', er meget småt, og i Viagogos egen promovering skriver de, at de er en officiel side. Det er meget forvirrende for forbrugerne.

En Google-søgning foretaget af BBC på billetter til Ed Sheerans koncertturné næste år viser, at Viagogo er det første resultat, der dukker op. I en lignende søgning fra dansk grund dukker Viagogo dog "kun" op på en tredje-/fjerdeplads efter de officielle salgskanaler. (© BBC)

Sheeran er dybt bekymret

Ed Sheeran har tidligere erklæret krig mod billethajer.

Her har han opfordret alle parter, der er involveret i processen af salget af koncertbilletter, til, at der kun sælges billetter til fans, der rent faktisk ønsker at tage til de pågældende koncerter og ikke kun har videresalg i tankerne.

- Vi er opmærksomme på og dybt bekymrede over de hjemmesider, der videresælger billetter, og vi har opfordret alle fans til ikke at købe billetter hos disse sider for at undgå at betale for høje priser, og, potentielt, købe falske billetter, lød en officiel udtalelse fra Ed Sheeran sidste år.

Ed Sheerans manager og koncertarrangør har sågar mødtes med medlemmer af det britiske parlament for at gøre opmærksom på det voksende problem med videresalg af billetter til overpris.

En praksis, som – modsat herhjemme – ikke er ulovlig i Storbritannien.

Viagogo har ikke svaret på BBC's henvendelse, mens Google oplyser, at man ikke tillader falske eller misvisende reklamer, og at man hurtigt reagerer, hvis man opdager, at nogle reklamer bryder deres regler.