Ed Sheeran sagsøges for at have kopieret sangen ’Photograph’

Erstatningskravet lyder på over 130 millioner kroner, for hvad der betegnes som åbenlyse ligheder mellem de to sange.

Den britiske musiker Ed Sheeran er blevet sagsøgt for mere end 130 millioner kroner over sangen 'Photograph'. (Foto: Kevin Mazur © 2015 Kevin Mazur)

For nyligt stod Justin Bieber over for en lignende sag.

Og nu er Ed Sheeran også blevet anklaget for at have kopieret en anden kunstner.

Det skriver The Guardian.

Omdrejningspunktet er Sheerans hit ’Photograph’ fra 2014, som ifølge søgsmålet har for mange ligheder med sangen ’Amazing’ fra 2011.

’Amazing’ er sunget af den tidligere britiske ’X Factor’-vinder Matt Cardle, men det er ikke Cardle selv, der har lagt sag an.

Derimod er det de professionelle sangskrivere bag sangen, Martin Harrington og Thomas Leonard, som har bedt retten om at afgøre, hvorvidt der er tale om kopiering.

Harrington og Leonard mener, at lighederne mellem de to sange er så store, at selv en uerfaren lytter kan høre dem. Og derfor kræver de 20 millioner dollars i erstatning.

I danske kroner svarer det til mere end 130 millioner.

Til at føre sagen har sangskriverne hyret advokaten Richard Busch, som i 2015 vandt et lignende sagsanlæg på vegne af Marvin Gayes familie.

Her var det Robin Thicke og Pharrell Williams sang ’Blurred Lines’, der var i vælten for at kopiere Gayes 1977-hit ’Got to Give It Up’.

Du kan lytte til en sammenligning af 'Photograph' og 'Amazing' her.