Efter koncertaflysninger: Fans i rørende hyldest til Adele

Superstjernen Adele aflyste i weekenden to koncerter på Wembley i London. Men mange af hendes fans mødte alligevel op ved arenaen for at hylde hende.

Adele ved Grammy-uddelingen i februar i år, hvor hun i øvrigt vandt hele fem statuetter. (Foto: Lucy Nicholson © Scanpix)

Det var en sønderknust Adele, der lørdag meddelte, at hun ikke var i stand til at gennemføre de to sidste koncerter af sin verdensturné.

To koncerter, hun endda skulle have givet på legendariske Wembley Stadium på hjemmebanen i London.

- Undskyld. Undskyld for at jeg skuffer jer. Undskyld for at I går glip af de nætter, I ville have haft med jeres kære og de minder, I ville få sammen. Undskyld for den den tid og de penge, I har brugt på at organisere turen hertil. I ved, det ikke er en beslutning, der har været nem for mig at træffe, skrev Adele på sine sociale medier og begrundede sine aflysninger med, at hun havde problemer med stemmen.

Samledes til fællessang

Reaktionerne på Adeles aflysninger blandt de tusindvis af fans, der havde sikret sig billetter til de to koncerter, var blandede.

Mens nogen kritiserede den britiske superstjernes beslutning i skarpe vendinger, var der omvendt også opbakning og forståelse blandt mange andre.

Og så var der de mest hardcore fans.

Via hashtagget #SingForAdele (syng for Adele) blev opfordringen om alligevel at møde op ved Wembley på trods af koncertaflysningerne spredt som en steppebrand.

- Venner! Adele kan ikke synge for os, men vi kan synge for hende!, lød det i opfordringen.

Og som skrevet, så gjort.

I løbet af weekenden har utallige fans nemlig delt videoer på de sociale medier, der viser, hvordan hundredvis af fans synger Adeles sange på gaderne i London for at hylde deres store idol, ligesom fans, der var forhindret i at dukke op, i stedet har delt videoer, hvor de sidder hjemme og synger et af hendes store hits.

Måske den sidste turné

Adele nåede at give hele 121 koncerter rundt om i verden som en del af sin turné, blandt andet optrådte hun både i Herning og København i maj sidste år.

I løbet af den sidste del af verdensturneen hintede Adele flere gange til, at turneen måske ville blive hendes sidste.

Den 29-årige sangerinde har nemlig ikke lagt skjul på, at turnelivet tager hårdt på hende, og at hun har det bedste hjemme i England - og at hun desuden gerne vil prioritere sin fireårige søn endnu mere.

Adele debuterede i 2008 med albummet '19' og har siden udgivet gigantsucceserne '21' og '25', der har sikret hende status som en af de bedst sælgende kunstnere nogensinde.

Blandt hendes største hits er 'Someone Like You', 'Rolling In the Deep' og 'Hello'.

Facebook
Twitter