Ekspert: Rappers skandalestorm giver street credit

De seneste ugers skandaler kan måske være med til at vende billedet af rapperen Snoop Dogg tilbage fra halvskæv hyggeonkel til ægte gangsterrapper, mener ekspert.

Snoop Doogs betydning for rapmusikken skal ikke undervurderes, selvom det er over 20 år siden, at han sidst lavede et album af betydning for genren. (Foto: TT News Agency © Scanpix)

Da rapperen Snoop Dogg spillede på plænen i Tivoli for knap to uger siden, skrålede størstedelen af de 32.000 publikummer med på hits som 'What My Name' og 'Gin and Juice', som var de sommerens store hits.

Hvad de færreste nok ved er, at disse numre efterhånden har en del år på bagen, og at vi faktisk skal 23 år tilbage i tiden for at finde den plade, hvor Snoop Dogg for første og eneste gang var med til at flytte musikalske hegnspæle inden for rapgenren.

Fokus væk fra musikken

Det var helt tilbage i 1993, at rapperen Snoop Dogg brød igennem på den internationale scene, med debutalbummet ”Doggystyle”, hvor både What My Name' og 'Gin and Juice' er fra.

Albummet blev produceret af den lige så legendariske rapper og producer Dr. Dre. Og sammen var de to musikere med til at definere lyden af 90’ernes West Coast-rap.

Siden 'Doggystyle' har Snoop Dogg været omgæret af skandaler og et ry som fuldblods gangster-rapper, men de seneste år, har det været småt med de musikalske succeser og Snoops Doggs status som ikonisk rap-legende er langsomt begyndt at blegne.

Hans gakkede personlighed har nemlig stjålet fokus fra musikken.

- Den største skandale for Snoop Dogg lige nu er faktisk, at folk ikke taler om hans musik, siger Rune Skyum-Nielsen, der er kulturjournalist, hiphop-ekspert og forfatteren bag den anmelderroste bog 'Nr. 1 – Dansk hiphopkultur siden 1983'.

Reggaestjerne og reklamesøjle

Snoop Dogg udgav i maj måned sit 13. studiealbum, ”Bush”, der, på trods af gæstestjerner som Stevie Wonder og hitmageren Pharell Williams, ikke fik megen opmærksomhed herhjemme.

Det gjorde det til gengæld for et par uger siden, da West Coast-rapperen blev anholdt i Sverige for brug af euforiserende stoffer. Og senest i weekenden var den gal igen, da Snoop Dogg blev stoppet af de italienske toldmyndigheder med kufferten fuld af kolde kontanter.

I alt 420.000 dollars – svarende til knap 2,9 millioner kroner – havde Snoop proppet i kufferten, da han forsøgte at boarde sit privatfly på vej ud af Italien.

- Snoop Dogg er jo lidt en tegneseriefigur. Han er en karakter, og det er jo komisk, når han pludselig render rundt med en masse millioner i rejsekufferten, men det fjerner også fokus fra musikken, siger Rune skyum-Nielsen.

For et par år siden forsøgte rapperen at gøre op med sit blakkede ry og vise sine blødere sider frem.

Under kunsternavnet Snoop Lion udgav han det reggae -inspirerede album 'Reincarnated', og lancerede samtidig en dokumentar af samme navn, som portrætterede hans forvandling fra hård gangsterrapper til halvskæv hyggeonkel. Herhjemme har vi også kunne nyde synet af Snoop Dogg på tv-skærmene i en række reklamer for teleselskabet 3.

Skandaler holder liv i Snoops hårde side

Ifølge Rune Skyum-Nielsen er de seneste ugers skandaler dog ikke dårlige for Snoops renomme. Tværtimod, kan de være med til at sætte fokus tilbage på den hårdere side ved Snoop og hans rødder i gaderappen.

- De her skandaler minder os om, hvem Snoop Dogg er, og hvor han kommer fra. Det viser, at lige meget hvor doven og kommerciel han måske er blevet, så holder rødderne fra gaden ved.Der er noget street credit over de her ting, han gør, og det minder os om, hvem han egentlig er som rapper, siger Rune Skyum-Nielsen.

Facebook
Twitter