En proptrækker ind og ud af hjertet: Her er 3 kærlighedsfavoritter fra dansk 80'er-ikon

Den 60-årige musiker Elisabeth har fat i tre af de helt store, når hun skal pege på hjernerne og stemmerne bag de bedste kærlighedssange.

(Foto: Andreas Hüttel)

Med knap 40 år på under huen som sangskriver har sangerinden og sangskriveren Elisabeth Gjerluff Nielsen en god fornemmelse for, hvordan man skriver en kærlighedssang.

Den 60-årige musiker debuterede med bandet Voxpop i 1980 og har siden skrevet et utal af sange under kunstnernavnet 'Elisabeth'.

Nu har hun på opfordring fra DR skrevet en ny kærlighedssang, og herunder kommer Elisabeth med sit bud på de tre bedste af slagsen.

Og det er nogle af de allerstørste sangskrivere i moderne musikhistorie, som Elisabeth hiver frem.

John Lennon: Jealous Guy (1971)

Elisabeth var 14 år og gik på Skjern Kirkeskole, da hun hørte sangen første gang.

- Det var mit første møde med populær musik, der udtrykker noget stærkt på en anden måde end 'Love Me Do', 'All You Need Is Love' og alt det andet, jeg kendte fra Beatles, siger Elisabeth.

- Pludselig forstod jeg den her skrøbelighed, som vi alle sammen går rundt med, og her var den udtrykt af en mand, hvilket virkelig ikke var hverdagskost på det tidspunkt.

Bob Dylan: You're A Big Girl Now (1974)

- Det er en meget smuk sang om de refleksioner, man gør sig over et brud. Jeg beundrer Bob Dylan for at have det der syn ind i kvinden, som faktisk går fra ham. Det er ikke ironisk, når han siger, at hun er en stor pige nu, siger Elisabeth.

- Han synes, at hun er den, der ved, hvad kærlighed er. Han siger selv, at han er ved at lære det, fordi han savner hende og reflekterer over, hvad der egentlig er foregået. Det sidder han og gør med det der fantastiske billede af, at han får hevet en proptrækker ind og ud af hjertet.

Leonard Cohen: Be for real (1992)

- Det er sådan set det her, det handler om: "Be For Real". Vær dig selv. For så kan jeg også være det, jeg er, og så kan vi mødes der, siger Elisabeth.

- Jeg hører sangen, som om det er en mand, der bare vil elskes, fordi han er blevet såret så mange gange før. Og det tror jeg faktisk, at han er. For selv vi har et billede af, at han kan bedåre alle mulige kvinder, så er han et menneske, ligesom du og jeg er, og som frygter enhver afvisning i kærlighed.

  • (Foto: Andreas Hüttel)
  • (Foto: Andreas Hüttel)
  • (Foto: Andreas Hüttel)
  • (Foto: Andreas Hüttel)
1 / 4
Facebook
Twitter