Er du kørt træt i den samme sang? Her er 7 nye danske hits til dine ører

Der er friske forårstoner fra blandt andre Marie Key, The Raveonettes og K-Phax til dig.

(Foto: Torben Christensen/PR/Liselotte Sabroe © (c) Scanpix)

De fleste har nok en eller flere favorit-playlister med en masse numre, man kender ud og ind.

Men selv de bedste numre kan have godt af en pause (inden man hører dem igen!), så hvorfor ikke kaste sig over nogen af de mange nye danske numre, der hele tiden bliver spyttet ud?

Her er syv aktuelle numre inden for både pop, hiphop og rock, som du bør tjekke ud.

80'er-poppet strandstemning

På kort tid har den purunge duo opnået pæn opmærksomhed med deres blåøjede sange, der både henter inspiration fra dansk 80'er-pop, lounget strandstemning og naivistiske dreng/pige-historier.

Ep'en 'Sommerkys' er lige udkommet, og herfra er nummeret 'Fridag' en herlig tilbagelænet sag, hvor Rud Aslaks let manierede vokal ikke helt kan skjule, at teksten har et bittersødt strejf.

Marie Key flirter med tunge beats

Man tror i første omgang næsten ikke sine ører, når man hører den danske sanger og sangskrivers flirt med en glinsende og tungt slæbende trap-produktion og en autotunet Jay (fra Nik & Jay) på kor.

Men efter et par gange åbner 'Korn' sig og afslører flere og flere nuancerer, ligesom den samfundskritiske dimension i teksten titter frem (som den også gør på resten af hendes nye album, 'Giganter'): "Vi har tabt milliarder/ vi' et land af fantaster/ men alt det der er fantastisk/ det skal strippes ned af dem der ka'".

Folk-ballade i dødens skygge

Omstændighederne for Kira Skovs nye album, 'The Echo of You', er i sandhed trykkende – det er nemlig en musikalsk bearbejdelse at tabet af hendes mand, Nicolai Munch-Hansen, der døde sidste år.

Heldigvis er resultatet ikke gråt i gråt, selv om sorgen synes at ligge indlejret i hendes vokal. For eksempel på den smukke folk-ballade 'Lilac Sky', hvor den amerikanske alt. country-sanger Bonnie "Prince" Billy agerer stedfortræder for den afdøde.

Tungt hold pisser territoriet af

Dansk hiphops tunge drenge danner fælles front på denne nye single. Sammen med Gilli ejede Kesi 2017 med numre som 'Mamacita' og 'Følelsen', og her teamer han op med de hårdkogte gaderappere fra MellemFingaMuzik og allestedsnærværende Benny Jamz.

Produktionen er tung og strømlinet som en kromglinsende øse, der glider overlegent gennem natten. Kesi "har det lækkert / har det lummert", mens han og kumpanerne pisser territoriet af.

Cool støjpop fra rutineret duo

Igennem hele 2016 udsendte støjpopduoen Raveonettes en ny sang hver måned, og resultatet blev sidste år samlet på albummet '2016 Atomized'.

Som en udløber af det projekt har de sluppet et bonusnummer, 'Ghost', der med sine kradse guitarbølger, støvede trommespor og honningdryppende melodilinjer må siges at være årgangs-Raveonettes.

Raptalent flirter med tyggegummipunk

I USA har SoundCloud-rappen vendt op og ned på hiphoplandskabet, der pludselig er blevet befolket af mumlende mikrofonkontrollører, der elsker skrabede produktioner og emorock-referencer.

Herhjemme er K-Phax det første eksempel på den type rapper, om end produktionen på hans seneste single er labert afrundet. Til gengæld lugter den tyggegummipunkede melodi af Blink-182 ligesom tekstens besyngelse af outsiderrollen og oprør mod forældre og skolekliker.

Godt nyt fra aarhusiansk popdreng

Selv om Thøger Dixgaard kickstartede sin musikalske karriere som medlem af hiphopgruppen Flødeklinikken og det skæve aarhusianske hiphop/r'n'b-musikerkollektiv Hukaos, har hans udvikling de seneste år understreget, at han først og fremmest er en popdreng – og en rigtig god en af slagsen.

'Duer & musik' er en forsmag på ep'en 'Pæn', der udkommer 13. april, og vinder på sit lette tråd, tilbagelænede groove, lyse og 80'er-friserede lyd og Dixgaards rolige sangforedrag.