Fabricius-Bjerre om Svend Asmussen: En af de største jazzmusikere, vi har haft

Bent Fabricius-Bjerre har de helt store roser fremme, når han skal beskrive jazzmusiker og violinist Svend Asmussen.

Jazzmusikeren og violinisten Svend Asmussen er død i en alder af 100 - næsten 101 år.

Det fortalte Svend Asmussens familie tidligere i dag til Politiken.

Og det er en af de helt store stjerner på den danske - og internationale - jazzscene, vi i dag har mistet, ifølge komponist og pianist Bent Fabricius-Bjerre, der har spillet sammen med Svend Asmussen adskillige gange og kendt ham siden ungdomsårene.

- Han var bare den bedste på violin overhovedet. Der er ikke nogen, der har kunnet spille så godt som ham nogensinde, siger han til DR og fortæller, at han oplevede Svend Asmussen som perfektionist - alt skulle være i orden, når der skulle indspilles.

- Han var mit ideal som jazzmusiker og én af de absolut største, vi har haft i Danmark. Han og Niels Henning-Ørsted var de to virkeligt internationale jazzmusikere, vi har haft, fortæller han.

Stor livsglæde og spilleglæde

Jazzsangerinden Cæcilie Norby fortæller, at hun fandt Svend Asmussen 'utrolig inspirerende':

- Han havde en høj, smittende livsglæde og ikke mindst spilleglæde og var meget gavmild med hensyn til at dele ud af sin kunnen og sine erfaringer, fortæller Cæcilie Norby, der har spillet sammen med mange af de samme musikere som Svend Asmussen, til DR Kultur.

Hun har selv mødt ham enkelte gange - senest ved Copenhagen Jazzfestival for et par år siden, fortæller hun.

- Det var fantastisk at se og snakke med en mand, som er blevet så gammel i en branche som vores, fortæller hun.

- I den her branche er det de færreste, der bliver 100 år. Der er så mange faldgruber, det er en slidsom branche for mange med høje præstationer, meget rejse og uregelmæssige og sene arbejdstider, siger hun.

Svend Asmussen ville være fyldt 101 år den 28. februar i år.

Facebook
Twitter