Flere navne føjet til festival: Ung stjerne vender hjem

Jacob Dinesen, der har haft stor succes herhjemme det seneste år vender hjem til Tønder, når han spiller på Tønder Festival i slutningen af august.

Jacob Dinesen spillede første gang på Tønder Festival i 2012, og siden er det gået stærkt for den nu 21-årige sanger, sangskriver og guitarist. (© Pressefoto)

Tønder Festival har netop tilføjet endnu flere navne til årets program.

Der er blandt andet mulighed for at høre aktuelle amerikanske prisvindere, irske topmusikere, skotsk sækkepiberock og et dansk stjerneskud fra Tønder, når festivalen afholdes den sidste weekend i august.

Festivalen tilføjer nemlig den unge Jacob Dinesen til årets program. Han er netop nu er på turné rundt i landet, hvor han og bandet spiller til totalt udsolgte koncerter.

I Tønder kender alle Jacob Dinesen, for her er han vokset op og har slået sine første musikalske folder. Hans album nummer to, 'Brace Against The Storm', der udkom sidste år har på rekordtid gjort Tønder-drengen til en landskendt stjerne.

Prisvindere fra USA

Fra USA kommer countrymusikkens nye håb Sam Outlaw, der netop har vundet prisen International Album Of The Year ved The UK Americana Awards 2017 for albummet 'Angeleno'.

Fra det amerikanske kommer også sanger og sangskriver Sarah Jarosz, der gæstede Tønder i 2011. Hun vandt i februar i år to Grammy-priser i USA for albummet 'Undercurrent' og markerede sig dermed som en af de allerstørste på den amerikanske folk-scene lige nu.

Interessen for det nye album 'Angeleno' har sendt Sam Outlaw ud på adskillige turneer i Europa og flere hundrede koncerter i USA. (Foto: pressefoto)

En tredje amerikaner har dog set sig nødsaget til at aflyse sin optræden på festivalen.

Det er sanger, sangskriver og violinist Sara Watkins, der i en mail skriver, at hun på grund af uforudsete omstændigheder er nødt til at aflyse turen til Tønder.

Jeg håber, det kan lade sig gøre på et senere tidspunkt, skriver Sara Watkins i en mail.

New Orleans-band vender tilbage

De seneste år har festivalen desuden haft besøg af det funky New Orleans-band King James & The Special Men.

De kommer også tilbage i år og denne gang i selskab med Young Seminole Hunters - ægte Mardi Gras Indians i farvestrålende gevandter og med historisk New Orleans-stemning.

De kalder det selv for 'bagrock'- en heftig blanding af skotske bagpipes og velkendte riffs og hits fra rocken og poppen. Adskillige af bandmedlemmerne er desuden uddannet på The Royal Scottish Academy of Music And Drama. (Foto: Benno Hunziker © Pressefoto)

Fra Irland kommer gruppen Ulaid, der består af tre topmusikere inden for den irske traditionsmusik. Og så kan Tønderpublikummet også glæde sig til et turboshow, når The Red Hot Chilli Pipers fra Skotland fyrer den af med rockspade og sækkepiber.

Desuden er der gensyn med Brooklynbandet Spirit Family Reunion og blues og roots med Hans Theessink & Terry Evans.