Forsanger om Bowies død: På en måde er det en fantastisk dag

Bowie-fan Niels Brandt fra The Minds of 99 grinede, da han læste om sangerens død. ”Det er så typisk ham", lyder forklaringen.

Niels Brandt fra The Minds of 99 er fan af David Bowie. Selvom det ikke er nogen glædelig dag for fans, så mener Niels Brandt alligevel, at dagen har en guddommelig charme. (Foto: Jonas Skovbjerg Fogh og KMazur © Scanpix og Getty Images)

Det kan lyde mærkeligt og koldt, at forsanger Niels Brandt fra det danske band The Minds of 99 brød ud i latter, da han i morges læste, at hans idol David Bowie var død af kræft.

Niels Brandt erkender da også, at det kan virke noget hårdt. Forsangeren har dog en forklaring:

- Jeg tænkte på ham, den plade, han lige har udgivet, og det at ingen vidste, han var syg, siger han til P6 Beat og uddyber:

- Det at gå ud på denne her måde, det er så typisk ham. Det taler sit helt eget sprog, så jeg tænkte bare: Du har gjort det igen, Bowie. Og med guddommelig timing.

Snød alle ved at holde sygdom skjult

David Bowie udgav fredag i sidste uge sit roste album ’Blackstar’, som ifølge flere anmeldere viste en 69-årig Bowie med et fremadrettet blik trods sin pensionsmodne alder.

At han på det tidspunkt havde kæmpet mod en kræftsygdom i 18 måneder, var der derimod ikke mange uden for familien, der anede.

Og dermed sikrede Bowie, at det var musikken – og ikke hans sygdom – der var i fokus, mener Niels Brandt:

- For mig er det på en måde en fantastisk dag, for det er stort gjort (…) Jeg tror faktisk, at det var sådan her, han helst ville have det, siger sangeren til P6 Beat.

"Bowie talte drømmenes sprog"

Niels Brandt kalder da også Bowie for en ”klassisk joker-type”, der hele tiden legede med, hvad virkelighed var.

Og det er noget, som også hans eget band The Minds of 99 prøver at dyrke:

- Vi har i bandet tænkt en del på David Bowie i form af, at virkelighed nok ikke er så interessant. Det interessante er i stedet det underbevidste og fantasien. Det er der, magien sker for os i hvert fald. Sådan har jeg det også med ham - han talte drømmenes sprog.

P6 Beat hylder hele dagen David Bowie, og du kan blandt andet høre flere reaktioner på hans død i Musiktjenesten klokken 15.03.