Fra ”brøleabe” til anmelderdarling: Sådan blev jazzen et hit i Danmark

Modstanden mod jazz var enorm i DR, og Louis Armstrong blev kaldt en ”brøleabe” i Tivoli. I dag samler Copenhagen Jazz Festival ung som gammel til jazzkoncerter.

Louis Armstrong blev præsenteret som "brøleabe" i 1933 ved en indspilning i Tivoli i København. Da Herbie Hancock optrådte i Koncerthuset fik han blandt andet fem stjerner med hjem af Politiken. (Foto: Torben Christensen mfl. © Getty Images/Scanpix)

I slutningen af 1990’erne opdager DR’s daværende radiodirektør noget pudsigt i DR’s diskotek. For inde i et låst skab står en række jazzplader, der alle havde fået klistret et dødningehoved på omslaget.

Hvorfor? Fordi de for alt i verden ikke måtte blive spillet i radioen.

- Nogle af pladerne stod der på grund af manglende rettigheder, men på andre fremgik det, at DR’s eget musikråd i sin tid havde ment, at disse plader ikke var egnede til lytterne. Ofte var det jazzplader, hvor man havde kastet sig over klassiske værker, siger Leif Lønsmann.

Han var nyansat radiodirektør i DR dengang, da han lukkede de sidste "forbudte" jazzalbum - som Duke Ellingtons ’Nutcracker Suite’ - ud af skabet, så de kunne blive spillet i radioen.

"Den sorte Brøleabe med de hvide Tænder"

Senere blev han musikchef, og i dag er han chef for Koncerthuset, der ligesom resten af DR, omfavner jazzen med alt lige fra kanalen P8 Jazz til Big Bandet og besøg af udenlandske stjerner i Koncertsalen.

Men hvor både unge og ældre i dag hylder genren, og Copenhagen Jazz Festival kan prale af at være verdens største af sin slags, så var det en noget anden modtagelse, jazzmusikerne mødte herhjemme i starten af 1900-tallet.

For selvom mange blev mødt af et begejstret publikum, så var præsentationen af stjernerne ofte af en anden karakter.

Da Louis Armstrong fx optrådte i København i 1933 i forbindelse med en filmindspilningen af ’København – Kalundborg’, blev jazzstjernen præsenteret med følgende ord af skuespiller Ludvig Brandstrup:

- Det er Tropenat i Junglen, og den sorte Brøleabe med de store hvide Tænder og de stærke Gribehænder kravler rundt i Skovens Kroner, brølende i stygge Toner. Styrter med et Hyl fra Grenen: Louis Armstrong er på Scenen!

Hentede referencer i kolonitiden

Og lignende upassende referencer brugte kritikerne og eliten, fortæller Leif Lønsmann.

- Folk var slet ikke vant til at se andre med en anden hudfarve i Danmark, og så hentede man sin reference i kolonitiden og bragte det ind, når man skulle kritisere ny musik, siger Leif Lønsmann og uddyber:

- Det samme skete senere, da poppen kom frem. Dengang trak man bare ikke ”negerkortet”, men kaldte musikken for støjende og fordummende.

Kjeld Frandsen, der er jazzredaktør på Berlingske, er enig med Lønsmann i, at jazzen fik en langsom start herhjemme – både i DR og på de danske scener. Mange var dog alligevel vilde med jazzen allerede dengang.

- I dag opfatter vi modtagelsen af jazzen som racistisk, men der var mange, som var rigtigt glade for jazz. Især de unge kastede sig over den nye musik under Anden Verdenskrig. De havde halvlangt hår og hørte musikere som Sven Asmussen og Leo Mathisen. Man kaldte dem ’swingpjattere’, fortæller Kjeld Frandsen.

Jazzfikspunkt på danske Montmartre

Efter besættelsen visner jazzen både her og i udlandet, forklarer jazzredaktøren, og nye og mere skæve og avancerede jazzgenrer opstår.

Bebop-jazzen opstår og får også et publikum, selvom mange af de gamle musikere tager afstand fra den, siger Kjeld Frandsen.

Det helt store jazzgennembrud i Danmark sker dog først, da jazzspillestedet Montmartre åbner i 60’erne – faktisk bliver det et fikspunkt i dansk jazzhistorie, mener Kjeld Frandsen.

- Der kom mange udenlandske jazzmusikere, og nogle af dem slog sig endda ned i Danmark, blandt andre Ben Webster og Dexter Gordon. Der kom nogle hertil, der kunne faget, og det smittede af på de danske musikere, siger han og fremhæver en musiker som danske Niels-Henning Ørsted Pedersen.

Det vrimler med jazzstjerner under Copenhagen Jazz Festival. Her er det saxofonist Joshua Redman på scenen på Island Brygge. (Foto: TORBEN CHRISTENSEN © Scanpix)

Fra 75 til 1250 koncerter

I disse dage, hvor Copenhagen Jazz Festival forkæler jazzfans med 1250 koncerter på lidt over en uge, er det ikke til at mærke, at jazzen engang var en skræmmende ny genre for flertallet.

Da festivalen så dagens lys i 1979 var der ”kun” 75 koncerter.

- Jeg har ikke kunnet finde andre jazzfestivaler, hvor der er over 1200 koncerter, så København er helt unik på det punkt. Vi har nærmest dobbelt så mange koncerter her, som nummer to på listen over de største jazzfestivaler, siger Kjeld Frandsen.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter