Fra middel til topkarakter: Anmelderne splittede om Tony Bennett og Lady Gaga

Der er delte meninger om crooner-kongen Tony Bennett og popmonsteret Lady Gagas optræden i Tivoli i går aftes. Anmelderne giver duoen både tre og seks stjerner.

Tony Bennet og Lady Gaga er i gang med deres ’Cheek to Cheek’ tour. I går gæstede de Plænen i Tivoli. Billedet her er fra d. 19. juni, hvor duoen optrådte i Radio City Music Hall i New York. (Foto: Kevin Mazur © 2015 Kevin Mazur/Getty Images)

Det umage par, snart 89-årige Tony Bennett og den 59 år yngre Lady Gaga, udgav sidste år albummet ’Cheek to Cheek’. Og i går lagde de så vejen forbi Plænen på Tivoli for at dele ud af deres jazzballader.

Flere anmeldere var også tilstede i Københavns gamle forlystelsespark i går aftes, men de havde ikke alle en lige god oplevelse af koncerten.

Tony Bennett sørgede for stjernestunder

Berlingske og BT’s udsendte er uden tvivl blandt dem, som havde den bedste aften.

Både Berlingskes Kjeld Frandsen og BT’s Steffen Jungersen uddeler intet mindre end seks stjerne til det umage amerikanske par med den store aldersforskel. Det er dog hovedsageligt den 88-årige crooner-legende Tony Bennett, som de tildeler æren for en storslået koncert.

- Lady Gaga og – specielt – Tony Bennett holdt et musikalsk mestrenes møde i musikalitet i Tivoli, hvor førstnævnte respektfuldt spillede andenviolin for selve personifikationen af klasse, skriver BT’s Steffen Jungersen, og uddyber:

- At Lady Gaga så i sagens natur ikke kan holde niveau med den sidste levende af de store klassiske croonere, er der ikke noget at sige til. Manden har trods alt syv årtiers erfaring!

Berlingskes Kjeld Frandsen sætter også en tyk streg under, at det især var Tony Bennett, som bar duoen gennem koncerten:

- Mange havde vel den forestilling, at han (Tony Bennett red.) havde taget den 60 år yngre popdiva Lady Gaga med på turné for at blive lidt aflastet. Men nej. Han var i den grad på. Veloplagt, charmerende og med en smittende glæde og en imponerende stemme. Den har godt nok fået lidt patina med årene, hvilket dog på ingen måde har svækket den snart 89-årige crooners udtryk og troværdighed. Tværtimod.

Lady Gaga og Tony Bennett vandt i februar en grammy for ’Best Traditional Pop Vocal Album’ for deres album’ Cheek to Cheek.’ (Foto: Dan MacMedan © 2015 Dan MacMedan/Getty Images)

En hel anden oplevelse

Helt anderledes er opfattelsen af koncerten hos Anders Houmøller Thomsen fra Jyllands-Posten, der blot giver koncerten tre stjerner. Modsat førnævnte anmeldere så han Lady Gaga som den bærende kraft i koncerten.

- Gaga og Bennett var bedre hver for sig, og selv om pop-ladyen refererede til sin makker som ”verdens bedste sanger”, var det faktisk hende, der holdt skuden oven vande. Gaga trådte til, når Bennett var ved at gå i sort med teksterne. Hun greb musikernes noder, der blev taget af vinden, og hun fik med munter improvisation reddet sig ud af en ufrivillig komisk situation, da hun blev overdøvet af rådhusklokkerne midt i en tys-tys-ballade.

Støjende tøjskifte

Duoen optrådte i løbet af aftenen gentagende gange hver for sig, og Lady Gaga benyttede hele syv gange pauserne til at skifte tøj.

Ekstra Bladets Thomas Treo, der giver koncerten fire stjerner, trækker blandet andet karakteren ned på baggrund af Lady Gagas tilstedeværelse til koncerten:

- Hitmagerens hele syv kostumeskift overdøvede hendes sange med skingre farver og nærmest frit udsyn til både baller og barm. Det kunstneriske indtryk var mindre opsigtsvækkende, skriver han.

Ligesom hos anmelderne fra BT og Berlingske blev Ekstra Bladets anmelder imponeret af den aldrende crooner, og kalder Tony Bennett for den sidste mester:

- Selvfølgelig synger veteranen ikke længere med samme kraft og bravur som i 1950’erne, men der er en grund til, at selveste Frank Sinatra kaldte ham verdens bedste sanger, og man kan stadig mærke hans format, skriver Thomas Treo fra Ekstra Bladet.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter