Fra stripper til verdensstjerne: Roskilde Festival gafler amerikansk rapsensation

Amerikansk hiphops nye store stjerne gæster Dyrskuepladsen til sommer.

Cardi B er en af flere nye tilføjelser til Roskilde-plakaten. (Foto: ANGELA WEISS © AFP or licensors)

I går afslørede Roskilde Festival en hiphophistorisk tilføjelse i skikkelse af Eminem, og i dag følger de op med et af genrens allerstørste nye navne, amerikanske Cardi B.

Belcalis Almanzar, som hendes borgerlige navn lyder, har på få år bevæget sig fra et liv som bandemedlem, stripper og reality-stjerne til rekordsættende rapper.

Hendes gennembrudshit 'Bodak Yellow' var således sidste år det første nummer med en kvindelig rapper, der toppede den amerikanske singlehitliste i 19 år. Og i starten af 2018 præsterede hun som den første rapper overhovedet at have sine tre første singler i top 10.

Cardi B på scenen med Bruno Mars ved årets Grammy Awards. (Foto: Matt Sayles © Scanpix)

I en tid hvor den skæve kønsbalance i musikindustrien fortsat er et issue, er hun eksemplet på en kvinde, der har taget sagen i egen hånd og skabt sin karriere på egne præmisser.

Med lidt held ankommer hun til Dyrskuepladsen med sit debutalbum i rygsækken, da det er sat til at udkomme senere i år.

R’n’b-talent, indie-dronning og dansk kvalitet

Udover Cardi B føjer Roskilde Festival også en håndfuld andre solide navne til plakaten.

Amerikanske Khalid er et af den moderne r'n'b-genres store nye navne, der hittede stort sidste år med debutalbummet 'American Teen', og som ved det netop overståede Grammy-show var nomineret til 'Best New Artist'.

I afdelingen for legesyg artrock finder vi den amerikanske sanger, sangskriver og multiinstrumetalist St. Vincent, der scorede masser af anmelderroser for sin seneste fuldlængde, 'Masseduction', og som i 2015 hjemtog en Grammy for 'Best Alternative Album' for sit fjerde, selvbetitlede album.

Efter Roskilde Festival mandag afslørede, at Eminem indtager dyrskuepladsen, har der været drøn på billetsalget. (Foto: Lucy Nicholson © Scanpix)

Og fra de hjemlige breddegrader kan publikum se frem til koncerter med genopstandne Veto, der om godt en måned udsender deres første album i fire år, den populære popsanger Alex Vargas og The Minds of 99, der netop har modtaget en pris som årets live-navn ved Steppeulven 2018.

Derudover er følgende navn tilføjet: Odesza (US), Boris & Merzbow (JP), Cezinando (NO), Descendents (US), Heilung (INT), Kokoko! (CD), Lekhfa (EG), Nathan Fake (UK), Palm (US), Preoccupations (CA) og (Sandy) Alex G (US).

Apropos gårsdagens offentliggørelse, så er Eminem en ekstremt populær booking. Festivalen har nemlig meldt ud, at endagsbilletterne til onsdag, hvor han er sat til at optræde, næsten er udsolgt.

Roskilde Festival har onsdag fortalt, at dagsbilletterne for onsdagen, hvor Eminem spiller, er udsolgt.

Facebook
Twitter