Fra Take That til One Direction: Sådan har fankultur ændret sig

Sociale medier har gjort det nemmere for fans at mødes om idolerne, mens de klassiske medier må se til fra sidelinjen, vurderer to eksperter.

En selfie med et One Direction-medlem, som man fluks kan dele på de sociale medier, er lykken for mange fans. Her er det Louis Tomlinson, der møder nogle australske fans. (Foto: Cameron Spencer © 2014 Getty Images)

Kan du huske, da boybandet Take That holdt pressemøde om gruppens opløsning i 1996? Og kan du huske, hvordan man efterfølgende så horder af fans græde på tv?

Det er på mange måder længe siden. I dag foregår den slags på de sociale medier - både hos de mange fans og i bandet, hvilket vi så tidligere på ugen med historien om One Directions forestående pause.

Mandag bød på bekymrede fans, spekulationer og medier, der ikke kunne få bekræftet historien. Lige indtil blandt andre Liam Payne fra One Direction i går trøstede gruppens fans på Twitter med, at pause ikke er evig.

https://twitter.com/Real_Liam_Payne/status/636064164985876480

- Hvis Take That skulle ud med noget til deres fans, måtte de have fat i et eller andet musik- eller ungdomsblad, som så kunne bløde ned gennem systemet. Nu kan One Direction bare skrive ”Hey, vi er her endnu” og så er den ikke længere, siger Mads Kæmsgaard Eberholst til DR Kultur.

Han underviser og forsker blandt andet i sociale medier og netjournalistik på RUC, Roskilde Universitet.

Man tror, at Harry læser med

Mads Kæmsgaard Eberholst ser en tydelig forandring i forholdet mellem både fans og idoler samt mediernes adgang til popstjernerne.

- Sociale medier lader sig ikke styre, men de er sindssygt svære at validere for journalister. Når medierne prøver at finde ud af, hvad der er op og ned i en sag, så kræver det adgang til kilderne, siger han.

Mandag lykkedes det først, da One Direction selv meldte sig på banen. Så var der endelig noget konkret og ikke bare en anonym kilde i The Sun, som startede rygtet.

Modsat pressen føler de mange fans derimod, at de altid har adgang til deres idoler.

- I gamle dage kunne man skrive til en fanklub, og så måske – hvis man var heldig – fik man noget retur, men der var både ventetid og usikkerhed i det. Hvis man i dag skriver til One Direction på Twitter, så er det 100 procent sikkert, at man i det mindste har fornemmelsen af, at man har skrevet direkte til dem. Man tror jo, at Harry Styles (fra bandet, red.) læser det, siger Mas Kæmsgaard Eberholst.

Noget ændrer sig aldrig: Et banner med en kærlig opfordring til idolet har altid været et hit til boybandkoncerter. Her er det en pige fra Sydafrika, der håber at få Niall Horans opmærksomhed. (Foto: The Times © 2015 Getty Images)

Fra Mix og Vi Unge til Instagram

Lise Dilling-Hansen fra Aarhus Universitet har brugt masser af tid på at forske i fankultur, og har netop afleveret en ph.d. om popstjernen Lady Gagas fans.

Selvom de sociale medier ikke fandtes, da boybands som New Kids on The Block og Take That huserede på hitlisterne og udsolgte stadioner i starten af 90’erne, så har fankultur dog ikke ændret sig synderligt på ét punkt, fortæller hun:

- De ting, som fans gør og føler i dag, har de mere eller mindre altid gjort og følt. Man kunne også mødes tidligere i forskellige forsamlinger og kunne skrive ind til de magasiner, der blev trykt. Men det, der er sket med de sociale medier, er, at det hele får et helt andet tempo og en anden intensitet.

Andre fans er som en ekstra familie

Til gengæld er der i 2015 fuld smæk for skillingen, når det kommer til fællesskabsfølelsen på medier som Instagram, Twitter og Facebook.

- Fanfællesskaberne, som man har online, er et sted, hvor man deler en interesse, men det er også et sted, hvor man har en form for familie. Man kan dele diverse sorger – bandrelateret eller ej – og du har som fan en ekstra vennekreds der, som du kan knytte dig til, siger Lise Dilling-Hansen.

One Direction udgiver deres femte album til vinter og planlægger at holde cirka et års pause fra marts næste år. Gruppen har netop udgivet hitsinglen 'Drag Me Down', der ligger højt på alverdens top-10-hitlister lige nu.

Facebook
Twitter