Fylder mænd for meget i din musik? Her er 5 seje damer du bør lytte til nu

Danskerne hører alt for lidt tmusik med kvinder, mener radioværten Sandie Westh - og giver dig 5 seje sangerinder at starte på.

Kender du ikke Jessie Ware eller Dua Lipa? Så er det på tide, at du får lyttet til dem. (© Getty Images)

Ed Sheeran er der. Naturligvis. Rasmus Seebach er der også. Det samme er The Weeknd. Jeg kunne blive ved.

Kønsdiversiteten i toppen af musikbranchen er lidt svær at få øje på: Top 100 over de mest solgte og afspillede albums sidste år er i stor stil domineret af mændene.

Faktisk skal vi helt ned på en 27. plads for at finde en kvinde. Det er tilmed et album med Rihanna, der slet ikke udkom i 2017 men året før.

Er det så et udtryk for, at de ikke er der, altså kvinderne?

Svaret er nej. Der findes masser af blærede, dygtige kvindelige sangere, som burde have ligget højt på årslisten.

Jeg har fundet fem af dem frem til dig her, og så kan vi jo alle sammen med fordel lytte meget mere til dem i år.

(© Getty Images)

Jessie Ware

Jeg er forelsket i Jessie Ware, og det går over min forstand, at der ikke er flere herhjemme, der er vilde med hende.

Hun er indtil videre Englands bedst gemte hemmelighed, men hvis man godt kan lide Adele og damer i den dur, så kan man med fordel sætte 'Alone' fra hendes seneste album 'Glasshouse' på og skrue helt op.

0:00
(© Getty Images)

Demi Lovato

Hvis man er til et powerhouse af en stemme, så skal man trykke play på Demi Lovato, som sidste år udgav pladen 'Tell Me You Love Me', hvorfra titelnummeret er min favorit.

Derudover kom Demi også med en virkelig fin og åben dokumentar, 'Simply Complicated', som faktisk ligger til fri afbenyttelse på Youtube.

Jeg venter bare på, at mega blærede Demi overtager verdensherredømmet og så drømmer jeg egentlig bare om at være en del af hendes hær.

0:00
(© Getty Images)

Lorde

Hun burde seriøst ikke behøve en introduktion mere. Lorde er en af de bedste, mest interessante artister vi har lige nu.

Sidste år udgav hun det geniale album, 'Melodrama', som er et mesterværk udi den slags ungdom, hvor man begynder at skue tilbage, samtidig med at man ikke kan vente med at se, hvad fremtiden bringer.

Lorde lyder som ingen anden.

0:00
(© Getty Images)

Dua Lipa

Du kan lige så godt overgive dig, for Dua Lipa kommer til at dominere i mange år fremover, hvis hun fortsætter de takter, hun begyndte på tilbage i 2015.

I 2017 kom hendes selvbetitlede album, hvorfra vi især kender 'New Rules'.

Næste single bliver 'IDGAF', som jeg er besat af, både fordi det er en sang med attitude x 100, og fordi Dua Lipa igen viser, hvor blæret en stemme, hun har.

0:00
(© Getty Images)

Taylor Swift

Da Taylor Swift sidste år udgav singlen 'Look What You Made Me Do' blev den modtaget meget blandet.

Det var svært at lodde, hvordan albummet 'Reputation' ville komme til at lyde, og mange håbede i virkeligheden på, at albummet ville bære præg af en anden lyd.

Jeg kan fornemme, at der er virkelig få af jer, der har undersøgt sagen, i og med at Taylor Swifts album ikke engang ligger på top-100 over mest lyttede album i Danmark i 2017. Kan I så komme igang!

Jeg er tosset med attitude-Taylor og har skamlyttet 'Getaway Car', 'Don’t Blame Me' og 'I Did Something Bad' siden november.

0:00

Boblere

Hvis det ikke var nok kvinder til dig, så får du her lidt flere, som jeg lyttede til i 2017:

  • Jorja Smith: 'Teenage Fantasy'.

  • Paramore: 'Hard Times'.

  • Clara: 'What They Say'.

  • Betty Who: 'Wanna Be'.

  • Sigrid: 'Plot Twist'.

  • HAIM: 'Want You Back'.

  • Camila Cabello: 'Crying In the Club'.

Om Sandie

  • Ud over at være radiovært på P7 MIX, så betragter Sandie Westh både Beyoncé og Adele som værende hendes egentlige royale overhoveder. Hun nyder også at svælge i fortidens Prince og George Michael.

  • Så er hun tilhænger af serier som 'Girls' og 'Black Mirror' og betragter 'Star Wars' som værende det tætteste, hun kommer på en religion.