Guide: 2018 starter stærkt med masser af fed musik

Få et overblik over de kommende måneders mest spændende albums med partypop, mumle-rap og sofarock.

Årets første måneder byder blandt andet på nye albums fra Peter Sommer, Camila Cabello og Migos.

Kalenderen siger 2018, og et nyt år er lig med masser af ny musik fra både nye og velkendte navne.

Vi guider dig her til de kommende måneders mest interessante udgivelser.

Rendyrket pop

Camila Cabello var tidligere en del af Fifth Harmony, der blev nummer tre i den amerikanske udgave af ’X Factor’ i 2012 og sidenhen har udviklet sig til en af den moderne pops største girl groups.

I slutningen af 2016 brød hun dog med gruppen og søsatte en solokarriere, der for alvor fik fart på sidste år med hittet ’Havana’, inspireret af hendes cubanske rødder. Den 12. januar udkommer hendes første solofundlængde, ’Camila’.

Hold også øje med: Charmetrolden Charlie Puths andet album, ’Voicenotes’, ude den 19. januar, og den rutinerede britiske flødedreng Craig Davids nye album ’The Times Is Now’, de udkommer den 26. januar.

(Foto: Per Bergmann)

En eftertænksom dag i sofaen

Vintermørke og regntunge forårsdage bekæmpes bedst i sofaen med en plade i ørerne, der maner til refleksion og eftertanke.

Her virker Peter Sommers kommende, unavngivne album, der udkommer den 9. marts, perfekt, bedømt ud fra de singleforløbere (’Skønne spildte kræfter’, Bittersød natskygge’ og ’Sand kærlighedshistorie’), han indtil videre har

sluppet.

Hold også øje med: Dansk/amerikanske Rhye og deres silkebløde soul-serenader på ’Blood’, ude den 2. februar, tyske Nils Frahm stemningsfulde klaverkompositioner på ’All Melody’, ude den 26. januar, og Kira Skov, der bearbejdet tabet af sin mand, jazz- og rockmusiker Nicolai Munch-Hansen, på et nyt intim album, der udkommer den 16. marts.

Brændstof til luftguitaren

Op igennem 00’erne var Veto et af dansk rocks helt store håb med deres potente blanding af gedigne guitarriff, pågående elektroniske beats og Troels Abrahamsens udtryksfulde vokal.

I 2013 trak de dog stikket, men efter fire års pause vender de den 9. februar tilbage med deres fjerde studiealbum, ’16 Colors’, og den intense, kratrockede singleforløber ’I Am Here tyder på et band i topform.

Hold også øje med: Amerikanske Black Rebel Motorcycle Club støver læderjakken af på ’Wrong Creatures’ den 12. januar, mens Skotlands mest dansable rockband, Franz Ferdinand, udsender ’Always Ascending’ den 9. februar.

Manic Street Preachers er klar med et nyt musikalsk opråb i form af ’Resistance Is Futile’ den 6. april, og så får legendariske Jimi Hendrix nyt liv med udgivelsen ’Both Sides of the Sky’, der udkommer den 9. marts og indeholder ti uudgivne numre.

Fyr op under festen

Med albummet ’Culture’ og i særdeleshed kæmpehittet ’Bad and Boujee’ etablerede Atlanta-trioen Migos sig sidste år som et af amerikansk hiphops største nye numre.

Var du nede med deres nedbarberede trap-produktioner og trekløverets tilbagelænede mumle-flow, kan du godt begynde at glæde dig. Opfølgeren ’Culture 2’ er nemlig annonceret til at udkomme i løbet af januar.

Hold også øje med: De danske danserockere WhoMadeWhos nye album ’Through the Walls’, ude den 19. januar, og nigerianske Femi Kutis afrobeat-fest på ’One People One World’, der udkommer den 23. februar.

De udsender også nyt i 2018: Marie Key (start-2018), Arctic Monkeys (er i gang med indspilning), My Bloody Valentine (har annonceret nyt album i løbet af 2018), Prodigy (start-2018) og Justin Timberlake (hans producer Timbaland siger, at det er færdigt).

Facebook
Twitter