Han sætter ord på følelserne: Karl William vinder årets P3 Pris

Vinderen er klar med koncerter i hele landet dette efterår og til foråret.

Karl William vinder P3 Gulds største pris, P3 Prisen, og kan derfor gå hjem med 100.000 kroner. (© dr)

En stolt og glad Karl William tog i aften imod P3 Prisen 2016, som han fik overrakt af Ukendt Kunstner, der vandt prisen sidste år.

Karl William modtager prisen i år, blandt andet fordi han ikke er bange for at dele ud af sig selv, når han skriver sine sange, som det lyder i motivationen for uddelingen.

Hans univers er fyldt med jordslåede stemninger, uendelige blå toner og flerfarvede følelser. Et musikalsk tankemylder. Spækket med livsråd til sig selv og til alle, der lytter med, lyder det fortsat.

Anden pris til P3 Guld

Den unge musiker (født 1995, red.) var også med til P3 Guld sidste år, hvor han kunne gå hjem med prisen P3 Talentet, mens det i år blev til prisfestens største pris, hvor han udover æren og selvfølgelig statuetten, også går hjem med 100.000 kroner.

P3 Prisen gives til en solist eller et band, som har imponeret, og som meget vel kan blive dansk musiks næste store stjerne. Derfor giver P3, udover æren og statuetten, en helt særlig påskønnelse i form af 100.000 kroner.

Sidste år vandt Karl William P3 Talentet – se øjeblikket her:

Første studiealbum sidste år

Den aarhusianske fyr har heller ikke hvilet på laurbærrene, siden han i 2013 udkom med sin debut-ep ”1. Sal” sammen med sine musikalske venner fra kollektivet Hukaos i Aarhus.

Herefter gik det stærkt for Karl William, der allerede året efter i 2014 udsendte sin anden ep, ”Døende” med singlen ”Foruden at forgude”.

Samme år spillede han på Roskilde Festival, og i 2015 var han at finde på Smukfest, ligesom han også har været på programmet på Spot Festival og Distortion.

2015 var også året, hvor han udkom med sit første studiealbum ”Placebo”.

Hør Karl William på Smukfest 2015 her:

Koncerter på vej i hele landet

For kort tid siden spillede han så for kronprinsparret til Kronprinsparrets Priser 2016, og her til aften også til P3 Guld.

Hvis man er en af dem, der endnu ikke har stiftet bekendtskab med Karl William – eller hvis man har lyst til at høre mere, så er der fire koncerter på vej i slutningen af november i Aalborg, København, Odense og Aarhus.

Derudover har han netop afsløret fire nye koncerter til foråret i København, Herning, Roskilde og Kolding.

  • Blå bog: Karl William Wandahl

  • Født i 1995 i Aarhus

  • Udgivelser: 1. sal (2013), Døende (2014), Placebo (2015) og Livet (2016).

  • Vandt i 2015 også en pris til P3 Guld, nemlig P3 Talentet.

  • Rykkede i 2014 fra Aarhus til København.

Facebook
Twitter