Har du svært ved jazz? Her er 5 kunstnere, du alligevel skal opleve

Copenhagen Jazz Festival byder på masser af spændende musik. Vi guider til nogle af af de mest mainstream koncertoplevelser.

Erykah Badu, Jamie Cullum og en hyldestkoncert til Ella Fitzgerald er blandt det, dr.dks kulturredaktion skal opleve på årets Copenhagen Jazz Festival. (Foto: Tim Mosenfelder/Haakon Nielsen/Torben Christensen © Getty Images/Scanpix)

Indrømmet; Blot fordi man arbejder på en kulturredaktion, har man ikke nødvendigvis den store kendskab udi jazzmusikkens forunderlige verden.

Men det skal nu ikke afholde os fra alligevel at tage til koncerter på årets Copenhagen Jazz Festival, der finder sted overalt i hovedstaden i denne uge.

Her peger redaktionen på fem lettere tilgængelige koncerter for dig, der måske ikke er den store jazz-connoisseur, men som altid er klar på en god, stemningsfuld koncert.

Og skulle du ikke have mulighed for at komme til koncerterne, så kan du altid nyde musikken på din foretrukne streamingtjeneste.

(Foto: NF © Scanpix)

Ella Fitzgerald - hyldestkoncert

Silas Bay Nielsen: I år er det 100 år siden, at the Queen of Jazz, Ella Fitzgerald, blev født, og det bliver fejret i DR Koncerthuset tirsdag aften.

Ella Fitzgeralds stemme er fantastisk – og selv en ikke så habil jazzlytter som jeg kan genkende hendes bløde stemme, når jeg indimellem stiller ind på jazz-kanalen i radioen eller på Spotify.

Og så bliver koncerten jo ikke dårligere af, at danske Sinne Eeg, der har modtaget flere priser, blandt andre skal være med til at fortolke Fitzgeralds sange.

Det kan kun blive godt.

Ella Fitzgerald 100 år – We Love You Madly, DR Koncerthuset, tirsdag 11. juli klokken 20

0:00
(© Stephen Freiheit)

Hanne Boel

Jens Grønbech: I min verden har Hanne Boel altid stået lidt i skyggen af Lis, Anne og Sanne.

Men da jeg sidste år genopdagede hende via tv-programmet 'Toppen af Poppen', gik det op for mig, hvor stor en musiker og sangerinde, hun egentlig er.

Jeg oplevede hende live tidligere år, og sikke en koncert!

Et er, at det er fedt med et genhør med alle klassikerne, men også hendes seneste single, 'You Kept Me Waiting', er med til at sætte en tyk streg under, at Hanne Boel har en af de lækreste og mest soulede stemmer herhjemme.

Hun skal helt sikkert opleves live igen og igen.

Hanne Boel, Glassalen i Tivoli, torsdag 13. juli klokken 19.30

0:00
(Foto: Tim Mosenfelder © Getty Images)

Erykah Badu

Marie Ravn Nielsen: Erykah Badu er ikke klassisk jazz, men hun blander jazzen på lækreste vis ind i sin moderne soul, r’n’b og hiphop.

Jeg opdagede Badu takket være gennembrudshittet 'On & On' i 1997 og blev yderligere pjattet med hendes lyd, da hun udgav koncertalbummet 'Live' kort efter.

Særligt nummeret 'Tyrone' er en favorit.

Hvis du ikke skal til koncerten, så tjek også sangene 'Soldier', 'Apple Tree', 'Me', 'Honey' og 'Booty' – dem håber jeg i hvert fald, at hun synger i Tivoli på fredag.

Erykah Badu, Plænen i Tivoli, fredag 14. juli klokken 22

0:00
(Foto: Privat/Facebook)

BalkanHoldet

Trine Birk: Jazzfestivalen består af meget andet end jazz.

Og selvom jeg elsker jazzsangerinder, der står i et hjørne på en tilrøget café og synger fløjsbløde ballader, så er der intet som balkanmusik, der kan sætte gange i festen og fødderne.

Det tror jeg i dén grad trompetist Claes Halfdan og saxofonist og klarinetspiller Bjonko Stosic kan.

Tilsammen udgør de BalkanHoldet, hvis musik bygger på traditioner fra blandt andet makedonsk og bulgarsk folkemusik. Og så har Bjonko Stosic arbejdet sammen med Fallulah og Klamfyr/Orgi-E, så jeg forventer uden tvivl, at der bliver gang i den!

BalkanHoldet, Kødbyens Mad & Marked, søndag 16. juli klokken 17

(Foto: TORBEN CHRISTENSEN © Scanpix)

Jamie Cullum

Rasmus Meldgaard Harboe: Jamie Cullum er ikke, som croonere er flest.

Jeg faldt for ham en nytårsaften for 13-14 år siden, da en af hans koncerter blev transmitteret i tv - og den mand er altså en kæmpe fest på en scene.

Især numrene fra albummet 'Twentysomething', som primært består af sprøde, gamle jazzstandarder i moderne forklædninger, har totalt vundet mit hjerte. Mmh!

Jamie Cullum, DR Koncerthuset, søndag 16. juli klokken 20

0:00
Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk