- Har han ingen nosser...? Andreas imponerer - og provokerer - med sin meget lyse stemme

Der er ikke mange, der kan ramme de høje toner som Andreas Odbjerg fra den danske duo Moses: "Andreas".

Andreas Odbjerg synger på en måde, der får de fleste andre mænd til at stå af. Helt af.

Sangeren fra den danske electropopduo Moses: "Andreas" kan nemlig synge med en meget lys og høj tone.

Altså: Han synger falset.

Det er noget med at få stemmelæberne til at svinge med mindst mulig masse og ikke lukke fuldstændig i. Måske lidt kompliceret, men du kan eksempelvis høre resultatet på Moses:"Andreas" gennembrudshit 'Gazeller'.

- Det er noget, der provokerer folk, siger Andreas Odbjerg.

- Dem, der virkelig hader 'Gazeller' og synes, at det er det mest irriterende nummer i verden, gør det i høj grad på grund af falsetten. Det er noget, der deler vandene, uddyber han.

Feminint?

Den lyse falset-stemme skal ikke forveksles med en kvindestemme, for kvinder kan slet ikke synge falset. Når en sangerinde knækker over i den helt lyse stemme, hedder det randregister.

Alligevel bliver falset ofte forbundet med noget feminint.

Andreas Odbjerg (venstre) og Moses Fiellau, inden de skal i P3-studiet til Moyo Live.

- Folk tænker, at det er meget svært at være maskulin, lige så snart det bliver falset, siger Moses Fiellau.

Og den drillende 'har han ingen nosser'-joke har Danmarks ukronede falset-konge hørt før. Utallige gange, fornemmer man.

- Det er præcis sådan nogle kommentarer, der kommer, siger Andreas Odbjerg.

Lettere at synge falset

Men er det ikke anstrengende at synge så meget i så højt et leje? Næ, ikke for Andreas Odbjerg.

- Nogle ting kan næsten være nemmere at synge i falset, siger han.

- Jeg synes, det kan være svært at synge de toner, der ligger imellem falset og fuldregister. Der har jeg sværest ved at styre min stemme. Så vil jeg hellere lidt højere op, hvor falsetten virkelig kan få fat. Det sværeste sted er lige der, hvor den knækker.

Da Andreas Odbjerg lige havde lært at synge højt, altså lyst, skrev han næsten alle sine sange i falset. Men der har også været perioder, hvor han slet ikke har skrevet sange, der skulle synges i falset.

- Det kan bestemt også blive for meget, understreger han.

- På vores nyeste sang, Sukkermami, bruger vi det kun i broen, hvor det er noget, man lige glider over i, inden det er væk igen, siger Andreas Odbjerg.

Se Moses:"Andreas" spille 'Sukkermami' i Moyo Live øverst i artiklen.

Tre falset-favoritter

De to medlemmer af Moses: "Andreas" var fredag gæster i Moyo Live, og dr.dk fangede dem inden for at høre, hvem der egentlig er deres falset-favoritter.

Og nej, de britiske falset-legender Bee Gees er ikke med i top-3.

- Deres fedeste sange er ikke nødvendigvis dem med falset, siger Moses Fiellau.

- Et af mine yndlingsnumre med Bee Gees er titelnummeret til 'Grease', og der er ikke særlig meget falset, supplerer Andreas Odbjerg.

Prince optræder i The Kodak Theatre den 24. maj 2006. (Foto: © Chris Pizzello)

1. Falsettens konge

Det bliver ifølge Andreas Odbjerg ikke højere end Prince, der også er blevet kaldt synkopernes mester.

- Jeg kan komme rigtig højt op. Jeg er måske den i Danmark, der kan komme højst op i falset overhovedet. Men det der tredje vers i 'Kiss', der kan jeg ikke følge med.

- Jeg har prøvet mange gange, men det kan ikke lade sig gøre. Der stopper mit register simpelthen. Men hvis sangskrivningen ikke er god, så er det lige meget, hvor godt, man synger falset. Og han er jo også en af de største komponister nogensinde.

0:00
Moses Sumney under en koncert Austin, Texas, den 25. september 2016. (Foto: © SUZANNE CORDEIRO)

2. Når halsen lukker sammen

Moses Fiellau peger på en navnebror, nemlig den 27-årige amerikanske singer-songwriter Moses Sumney, der i 2017 udgav albummet Aromanticism.

- Han er for vild og overskudsagtig, og det er en meget 'distinkt' falset, han har. Den lyder anderledes.

- Det lyder lidt, som om hans hals lukker sammen, når han kommer derop, og det giver sådan en rigtig varm klang.

0:00
Jeff Buckley knuste mange pigehjerter med albummet 'Grace'. (Foto: © Polfoto)

3. Den 'groovy' falset

Andreas Odbjerg introducerede Moses Fiellau for Jeff Buckleys ikoniske album 'Grace'.

- Jeff Buckley bruger falsetten på en helt anden måde end for eksempel Prince og Bee Gees. Det er en meget 'groovy' falset, siger Andreas Odbjerg.

- Det er svævende og flydende. Der er meget nerve i hans falset, og du bliver virkelig draget ind i det. Han græder i falset på en måde, som de andre ikke gør. Det er smukt, siger Moses Fiellau.

0:00