Her er tricket der giver dansk stjernerapper hit-stemme: Sådan fungerer autotune

Den populære danske rapper Sivas kan ikke forestille sig at lave musik uden Autotune.

- Jimi Hendrix havde sin elguitar, jeg har min Autotune.

Sådan beskriver Siavash Torbati, bedre kendt under kunstnernavnet Sivas, sin musik, da vi møder ham i et lydstudie en sen onsdag aften på Nørrebro i København.

Den populære rapper med iranske rødder står bag numre som ’D.A.U.D.A.’, ’Jaja’ og ’Det gode liv’.

De har alle ligget i toppen på streamingtjenester som Spotify og iTunes.

Nu er han atter aktuel med ny musik.

Ny lyd og endnu mere Autotune

Den nye single, ’Sidste timer’, blev udgivet den 12. januar i år, og på under 48 timer lå den nummer to på Spotify i Danmark.

Hvad er Autotune?

Se videoen øverst i artiklen og bliv klogere på, hvad Autotune egentligt er, og hvorfor Sivas er så glad for at bruge det i sin musik.

Og selvom danskerne streamer den nye musik lige så meget som de tidligere numre, så adskiller sangen sig fra de gamle hits.

- Nu har jeg skruet op for Autotune, for jeg føler, at jeg bedre kan beherske den, siger 33-årige Sivas.

I musikvideoen til den nye sang er Sivas da også iført et elegant sort jakkesæt. Det markerer fint skiftet fra den gaderap, som han ellers tidligere har været så glad for, til den nye mere popinspirerede lyd.

- Jeg bruger Autotune som et ekstra lag på de ting, som jeg laver, fordi det giver mig en anden kant, end hvis det bare var rent. Det fornyer min lyd, fortæller rapperen.

Sivas og Reza har arbejdet sammen på numre som ’D.A.U.D.A.’ og ’Jaja’. (© dr)

Sivas har tidligere fået hård kritik for sin brug af effekten, der kan rette falske toner.

- Der var mange, der skrev 'Ej, han bruger jo bare Autotune'. Jeg kunne ikke forstå, at folk ikke kunne se ud over det at bruge Autotune. Du skal jo også skrive en tekst, ligge på beatet og finde på et nyt flow hver gang, fortæller han.

På den nye musik er der skruet helt op for brugen af Autotune, så Sivas' stemme flere steder lyder meget robotagtig.

- Jeg bruger hundrede procent Autotune i min musik lige for tiden. Det er bare den lyd, som jeg har valgt at køre med, fortæller han.

Jeg kan ærlig talt ikke forestille mig at lave musik uden Autotune. Jeg føler, at Autotune er blevet en del af min lyd. En del af mig.

Sivas

Næsten alle bruger Autotune

Autotune er et værktøj, der kan ændre tonerne, når en person synger.

Effekten blev for alvor brugt første gang, da sangerinden Cher udgav 'Believe' tilbage i 1998.

Siden da har mange kunstnere brugt effekten.

- Hvis man fjerner Autotune, så lyder musikken ti år gammel. Og når man sætter effekten på, så lyder det bare som i dag, siger Reza Forghani, der er producer på de fleste af Sivas' sange.

Han mener, at 80-90 procent af nutidens kunstnere bruger effekten. Derfor bliver lyden i dag også dikteret af Autotune.

Sivas har brugt seks måneder på at skrive og indspille sin nye musik. (© dr)

Manipulation i X Factor

For år tilbage kom det også frem, at deltagerne i sangprogrammet X Factor får manipuleret deres sangstemme gennem Autotune.

- Når de spiller til X Factor-finaler, så sætter de boksen (Autotune, red.) på og skruer ned for, hvor hårdt den tager fat. Så tager den bare fat en lille smule, så det ikke ender som en katastrofe for dem, fortæller Sivas.

Han bruger selv effekten som et instrument i sin musik.

- Hvis du bruger effekten som et instrument, så sætter du den på og skruer op for den, og gør det bevidst, så folk ved, at du bruger Autotune, uddyber Sivas og fastslår, at det er lige som at bruge en guitar eller et sæt trommer.

Mere ny musik

De sidste seks måneder har rapperen tilbragt meget tid hjemme i sin lejlighed i København, hvor han har arbejdet på at finde sin nye lyd.

Snart kan danskerne streame endnu mere ny musik fra den populære rapper. Og de nye sange har et helt klart budskab.

De handler nemlig om, hvor vigtige forbilleder er for os, om samfundet og vores måde at opføre os på.

- Sangene er en kritik af vores samfund, men også en kritik af os selv, fortæller han, og pointerer, at man bør passe bedre på dem, som er mindre end en selv.

Sivas' karriere

  • I 2013 debuterede han med ep'en D.A.U.D.A., som blandt andet vandt prisen 'Årets danske urbanudgivelse' ved Danish Music Awards i 2014.
  • I 2016 udkom debutalbummet 'Familie Før Para', der for alvor etablerede Sivas som stjerne og kunstner på den danske hiphop-scene.
  • I løbet af 2017 udgav han sange som 'Vejen' og 'Saucen'
  • Og den 12. januar 2018 udkom sangen 'Sidste Timer', der er den første single fra det nye album, som udkommer senere i år.

Se videoen øverst i artiklen og bliv klogere på, hvad Autotune egentligt er, og hvorfor Sivas er så glad for at bruge det i sin musik.