Hip hop hurra! Dansk rap fylder 25 år

Med et kvart århundrede på bagen træder dansk rap for alvor ind i de voksnes rækker.

"Vi var i Sorgenfri med cola, chips og tobak, vi chillede hårdt, spillede kort og kølede kinaskak"

Sådan lyder de første linjer af nummeret 'Sorgenfri Rap' fra MC Einars debutalbum 'Den nye stil'. En rapudgivelse, der i år kan fejre 25 års jubilæum, og som sin første af slagsen var på dansk.

Med 'Den nye stil' introducerede MC Einar og den konkurrerende rapgruppe Rockers By Choice befolkningen for en ny epoke i dansk musik.

De kastede om sig med beats og kække rim, og med tekster som "der ka' vi ryge os en koger, du ka' drikke dig fuld og se min frimærkesamling og kanariefugl" blev dansk rap født.

Den danske urrap

Hvad der dengang var leg med musik for de fem unge mænd i MC Einar, anses i dag af mange for at være en urrap.

Det fortæller lektor og forsker i hip hop ved Institut for Æstetik og Kommunikation på Aarhus Universitet, Birgitte Stougaard Pedersen.

- Rappen blev genopfundet i lokale kontekster, og den fandt først sin stemme, da den fandt sin danske stemme, siger hun.

Opskriften på succesGruppen MC Einar fandt deres helt egen stemme med 'Den nye stil' og hits som 'En af den slags dage' og 'Superskufle'.

Både Rockers By Choice og Nikolaj Peyk fra MC Einar havde tidligere forsøgt at rappe på engelsk, men det gik hurtigt op for dem, at de ikke lød ligesom de amerikanske hiphoppere. Til gengæld kunne frontmand i MC Einar, Einar Enemark, noget helt særligt på dansk, og det blev gruppens opskrift på succes.

Ifølge journalist og forfatter til "Nr.1 - Dansk hiphopkultur siden 1983' Rune Skyum-Nielsen var en af hovedingredienserne i opskriften at være sig selv.

- Det nyttede ikke noget at lege sort eller latinodansker. Hvis man prøvede at være street herhjemme, faldt man igennem. De var ægte over for sig selv. De var tro mod deres egne rødder, fortæller han.

Han fortæller, at Rockers By Choice og MC Einars danske rap gik hele vejen ind i 1990'erne, før der kom en anden lyd i form af Den Gale Pose.

De tog senere rimstrukturerne og hele rapgenren ind i mainstreamverdenen med deres landeplage 'Spændt op til lir', og sammen med rapkunstnere som MC Clemens kickstartede de en ny bølge af rapmusik, der ikke lavede sjov med det hele.

Dansk rap anno 2013

I dag ser dansk rap en del anderledes ud. I 2011 blev den danske rapscene indtaget af den unge rapper Kidd og hans Cheff Records crew, der har base på Nørrebro i København.

Med numre som 'Kysset med Jamel' og 'Ik' lavet penge' florerede han i samtlige natklubber og radioætere.

- Den bølge var meget lovende for et par år siden, fordi den kom med uimponeret og uforfalsket energi. De skelede ikke så meget til, hvad man ellers havde gjort (…) Men de mangler stadig at levere varen fuldt ud, og det har nok noget at gøre med, at de ikke har skelet så meget til de danskere før dem, der først og fremmest mestrede håndværket og i mindre grad tænkte på at lave damer og penge, siger Rune Skyum-Nielsen.

Da MC Einar slog igennem, gik fans op i hiphopkulturen med liv og sjæl. De tog fra provinsen til København for at gå på jagt efter kassettebånd med rapmusik, mens den i dag kan blive delt på internettet på få sekunder.

Rune Skyum-Nielsen fortæller, at han håber, "at noget af den oprindelige kærlighed til kulturen og udtrykket kommer tilbage".

- Jeg håber, at den nørdede drivkraft ikke går helt fortabt, for dansk rap kræver fantasi og andre drivkræfter end penge og fisse for at være langtidsholdbar, fortæller Rune Skyum-Nielsen.

I anledningen af dansk raps 25 års fødselsdag holder Tivoli i aften jubilæumskoncert, hvor både MC Einar og Rockers By Choice optræder.

I klippet øverst fra DR2 Morgen fortæller rapperne Johan 'Jooks' Forsby, Michael 'Jøden' Mühlebach Christiansen og Martin 'Wanr' Wanner om følelser i den danske hiphop-verden.

FacebookTwitter