Hit-producers musik er inspireret af 80'erne: Her er de 3 numre der bør overleve en atomkrig

Hvis verden en dag bliver ramt af en atomkrig, hvilke sange fra 80'erne skal så gemmes i en tidskapsel, så de kan overleve? Det spørgsmål har P6 Beat stillet producer og musiker Lasse Lyngbo.

(Foto: Dennis Morton/PR)

Forestil dig, at Danmarks undergang er nær, og du må vælge tre numre, som kan gemmes til eftertiden. Hvilke ville du vælge?

Det spørgsmål har P6 Beats sommerprogram 'Tidskapslen' stillet producer Lasse Lyngbo, som blandt andet produceret musik for Hjalmer og Vinnie Who.

Her er hans top 3 over sange fra 80'erne, der skulle overleve en atomkrig.

1) ’Sjæl i Flammer’ af Lars Muhl og Kasper Winding

Sangen 'Sjæl i flammer' er fra albummet Daddy's In Rare Form Tonight, der blev udgivet i 1988. (Foto: Scanpix / PR)

- Det er et af de bedste danske pop-numre nogensinde. Produktionen kunne ligeså godt have været lavet af 80'ernes største internationale producere. TV-serien ’Een Gang Strømer’, som nummeret var tema til, er dansk tvs svar på 'Miami Vice'.

2) ‘Painted Rain’ af How Do I

’Painted Rain’ blev indspillet i 1987 i DR’s studie 3, men nummeret blev først udgivet i 1995 på albummet Cloudland Christmas Compilation. (Foto: Scanpix / PR)

- Når man snakker dansk 80’er-musik, handler det ofte kun om de store pophits, der bliver spillet til familiefesten, og så selvfølgelig om punk-scenen. Men der skete heldigvis også andet. For nylig genopdagede jeg dette nummer med How Do I.

I 90'erne havde bandet en relativ succesfuld karriere som elektronisk orkester, men tilbage i 1987 indspillede de denne her lille guitarbaserede perle.

3) ‘White Horse’ af Laid Back

Nummeret 'White Horse' er på Laid Back's andet studiealbum album 'Keep Smiling' fra 1983. (Foto: Scanpix/PR)

- Det her nummer har det bedste groove! 'White Horse' er samplet af gud og hver mand, men originalen er uopslidelig. Det er jo egentlig et lidt fjollet nummer med nogle skøre lyde og en ret dårlig tekst. Men på en eller anden mærkelig måde lyder det alligevel sindssygt bad ass.

Jeg er stor fan af Laid Back, fordi mange af deres numre er på den måde. Hvis man ser på de enkelte elementer, burde det slet ikke fungere, men musikken har bare en særlig magi over sig, der gør, at man elsker den.

Tidskapslen på P6 Beat sender mandag-fredag 15-18, og du kan høre 'Tidskapslen' på P6 Beat om 70'erne lige her.

Facebook
Twitter