Hjemmelavede musikvideoer og Girl Power: Spice Girls gav mig mod til at drømme stort

Omkring 200 gamle Spice Girls-fans var i går mødt op på Vesterbro til et foredrag om popgruppen. Jeg var en af dem.

Det begyndte med et kassettebånd.

Min barndomsven Jon havde fået to cd’er til sin fødselsdag, som jeg – som så ofte før – fik overspillet til et kassettebånd. På kassettens A-side stod der Spice Girls, mens der på B-siden stod Aqua. A-siden vandt med længder for mit vedkommende.

I løbet af det næste halvandet år fik sangene på det kassettebånd, og ikke mindst de fem britiske piger som havde begået dem, spicet min tilværelse godt og grundigt op.

Det blev en tid med danserutiner og poseringer, som skulle øves fra morgen til aften. Diskussioner om hvem der sang hvornår i hvilke sange. Lommepenge som blev brugt på alt fra popmagasiner og postkort til slikkepinde og barbiedukker. Misundelse på dem i skolen der havde lige netop den plakat, t-shirt eller det samlekort, jeg ikke selv havde.

Og ikke mindst en tid med et helt specielt fællesskab – ikke bare med mine egne veninder i folkeskolen, men med piger verden over, som alle sammen mere eller mindre levede under parolen ’girl power’.

Omkring 200 mennesker var i går aftes samlet for at mindes Spice Girls og Girl Power-sloganet i forsamlingshuset Absalon på Vesterbro i København. Anledningen var et Spice Girls-foredrag, som tog udgangspunkt i det speciale ekstern lektor hos Københavns Universitet, Elisa Ligaard, har skrevet om gruppen og ikke mindst den fankultur, som den repræsenterede.

Vil du være Ginger eller Posh?

Identifikationen med Spice Girls-pigerne var en vigtig del af at være fan. Gruppen bestod af Victoria (Posh Spice), Emma (Baby Spice), Melanie C (Sporty Spice), Geri (Ginger Spice) og Melanie B (Scary Spice), og de repræsenterede hver deres pigetype. Derfor kunne mere eller mindre alle piger finde den, de helst ’ville være’.

Men det var ikke altid let at blive enige om, hvem der skulle være hvem, husker Katrine på 30 og Signe på 31, der er mødt op til Spice Girls-foredraget.

Katrine og Signe poserer det bedste, de har lært. (Foto: Nynne Hein Møller)

- På min skole var der altid konkurrence om at være Emma, men jeg skulle altid være Victoria eller Geri. Jeg spejlede mig i dem og deres karakterer, og det er lyden af min barndom og teenagetid. Jeg synes stadig, de er seje, og jeg arrangerede faktisk for nylig en polterabend med Spice Girls-tema, siger Katrine.

For Signe betød identifikationen med gruppens medlemmer også meget:

- Man kunne se noget af sig selv i dem alle sammen, fordi de repræsenterede forskellige ting. Jeg lavede scrapbøger og mapper med dem, og det minder om min barndom, siger Signe.

Udvælgelse og øveskemaer

At danne sin egen Spice Girls-gruppe i skolen, på fritidshjemmet eller måske endda helt ned i børnehaven var virkeligheden for mange danske piger i slutningen af 90’erne.

Selvfølgelig også på min skole, hvor jeg husker det som om, at frisurer var det mest udslagsgivende. Karina havde kort, mørkt hår, så hun skulle være Posh Spice. Pernille havde langt, lyst hår og skulle selvfølgelig være Baby Spice. Det var lidt sværere med Nina og jeg, men hun blev Sporty Spice, mens jeg blev Ginger Spice.

Rollerne er fordelt, tøjet er fundet, og poseringerne indøvet. Sådan så Brønshøjs svar på Spice Girls ud i 1997. (Foto: PRIVATFOTO)

Signe havde fra sin cubanske mor fået en smule mørk glød i huden, så at hun skulle være Scary Spice stod derfor skrevet i sten.

Da udvælgelsen var på plads, kunne arbejdet begynde. Jeg lavede ugeskemaer med afkrydsningsmuligheder, så pigerne kunne markere, hvilke dage de kunne mødes for at øve. Og så var der tøjet... Hvem havde en veninde med de der Adidas-bukser med knapper i siden, som vi kunne låne? Var der nogle af vores mødre, som havde nogle bh’er eller høje sko, vi kunne bruge? Og hvis en tilfældigvis havde noget leopardstof liggende, kunne man jo sagtens binde det lidt rundt om overkroppen som en top.

Spice Girls’ danserutiner blev nærstuderet på de vhs-bånd, hvor vi havde optaget deres musikvideoer og optrædener. Vi kopierede dem så godt vi kunne, og indimellem fandt vi på vores egne danse. Noget, som kunne føre heftige diskussioner med sig, for det var ikke altid let at blive enige om, hvem der havde fundet på den fedeste dans.

Min far var hyret ind som kameramand, når vores Spice Girls-videoer skulle foreviges. (Foto: PRIVATFOTO)

Da vi langt om længe var tilfredse med vores arbejdsindsats, skulle den naturligvis dokumenteres. Min far blev ’hyret ind’ som kameramand, mens vi i min mors have dansede, poserede og mimede til den store guldmedalje.

Skabte stærke venindebånd

Til aftenens foredrag i Absalon er jeg sammen med Signe, der dengang var kendt som Scary Spice. Vi er også stadig veninder med Pernille, Karina og Nina – de øvrige piger i vores gamle Spice Girls-gruppe. Og måske havde vi ikke haft det samme bånd i dag, hvis ikke det havde været for Spice Girls…

- Det var jo noget af det første, vi virkelig gik op i. Det var en del af os. Det var det, vi lavede, og det vi snakkede om. Vores Spice Girls-gruppe skabte et bånd, som måske har været med til at give os de relationer til hinanden, som vi stadig har i dag, siger Signe på 30.

Signe og jeg havde taget vores fineste t-shirts på i anledning af Spice Girls-foredraget i forsamlingshuset Absalon. (Foto: PRIVATFOTO)

Men det var ikke alt sammen love, peace and girl power. Jeg blev monstermisundelig på Signe, da hun i julen 1997 fik alle fem Spice Girls barbiedukker i julegave, mens der kun lå en enkelt dukke under juletræet for mit vedkommende.

Spice Girls var meget mere end musik. Dukker, fotoalbums, slikkepinde og bøger om gruppen fyldte også godt op på pigeværelserne. (Foto: Bjørn Kähler)

4.000 hjemmelavede Spice-videoer

Den danske Spice Girls-mani nåede nye højder, da man i Bubbers børneprogram Snurre Snups Søndagsklub kunne vinde et møde med bandet, som i foråret 1998 skulle give koncert i Danmark.

For at deltage i konkurrencen skulle man indsende et videobånd, hvor man optrådte til gruppens første og største hit ’Wannabe’. Bubbers hold modtog omkring 4.000 videoer fra 20.000 piger landet over. Udvalgte videoer blev vist på TV 2 gennem december måned, hvorefter vinderne blev fundet nytårsaften 1997.

Skuffelsen var stor, da mine veninder og jeg måtte konstatere, at vores indsendte video ikke blev vist i tv. Til trods for at vi havde optaget en ny version af ’Wannabe’ med mange flere detaljer, federe tøj og med vores forældre som biroller i forhold til de optagelser, vi havde lavet i min mors have nogle måneder inden.

Ambitionerne er tårnhøje, inden vi skal optræde i Lyngby Storcenter. (Foto: PRIVATFOTO)

Til gengæld havde vi fået billetter, da Spice Girls gav deres anden udsolgte koncert i Forum i København den 23. maj 1998. Få uger efter stod vi selv på scenen i mere ydmyge rammer i Lyngby Storcenter for at deltage i endnu en af landets mange look-a-like Spice Girls-konkurrencer. Heller ikke den konkurrence vandt vi, til trods for at jeg stillede op i en hjemmelavet Union Jack-kjole a la den, Ginger Spice havde gjort verdenskendt året før. Måske var skønhedsfejlen mine høje plateausko, der var cirka fire numre for store og fyldt ud med toiletpapir, for at jeg kunne gå i dem.

’Drengene havde fodbold, vi havde Spice Girls’

Til foredraget i Absalon bliver der skraldgrinet, da Elise Ligaard viser publikum nogle af de famøse hjemmevideoer fra Snurre Snups Søndagsklub. Mange af de fremmødte har uden tvivl sendt deres egne bidrag ind til konkurrencen.

For 25-årige Sine og 26-årige Julie begyndte Spice Girls-besættelsen allerede i børnehaven.

Sine og Julie viser deres bedste Spice Girls-looks frem. (Foto: Nynne Hein Møller)

- De har betydet alt. Jeg tegnede Melanie C’s tatovering på min arm og havde sko og plakater. Faktisk har jeg stadig en madkasse med dem. Man identificerede sig vildt meget med dem. Drengene havde deres fodbold, og vi havde Spice Girls, siger Julie.

- Jeg var mest Victoria og nogle gange Emma. Det kom lidt an på, hvilket humør jeg var i. Jeg havde alle barbiedukkerne og alle postkort og lytter faktisk stadig meget til deres musik. Sangene har meget at byde på, og det er faktisk nogle gode sangtekster, siger Sine.

Ikke kun nostalgi

Nostalgi er en stærk faktor, som nok er hovedårsagen til, at et foredrag om Spice Girls på en mørk vinterdag i 2018 kan tiltrække omkring 200 mennesker og melde alt udsolgt.

Og der bliver da også sukket længselsfuldt blandt publikum, da foredragsholder Elise Ligaard fremviser de fotoalbums, slikkepinde og barbiedukker, som for de fleste af os står stærkt i hukommelsen.

Til en koncertoptagelse i min mors have havde vi bygget en scene af træpaller, for at skåne vores mødres sko fra græsset. (Foto: PRIVATFOTO)

Men for mig er Spice Girls ikke kun nostalgi. De er, som min veninde Signe var inde på, måske grunden til, at jeg stadig i dag har et nært forhold til venindeflokken fra folkeskolen.

Måske er de også grunden til, at jeg er blevet journalist. Inden Spice Girls-mania var jeg opslugt af hvaler og drømte om at blive delfintræner. Men popgruppen sugede mig ind i en verden af popblade, MTV-musikvideoer og interviews med glamourøse stjerner. Så da den kortvarige drøm om selv at blive popstjerne blev skrottet, opstod en ny ambition om at finde en levevej, hvor jeg kunne skrive om stjernerne.

En ting er i hvert fald helt sikkert: Budskabet om Girl Power er stadig i 2018 relevant for mig, og for rigtig mange piger og kvinder verden over. For hvem kan ikke skrive under på, at kvinder skal have lov til at råbe højt, have det sjovt, dyrke stærke fællesskaber og samtidig have totalt kontrol over deres eget liv?

Facebook
Twitter