Hjerneforsker og bassist: Prince var synkopernes mester

Funkprinsen kunne noget specielt med de takter, der ligger mellem takterne, og som får os til at danse.

Prince blev fundet død i sit hjem i går. Årsagen til hans død er endnu uvis. (Foto: Dylan Martinez © Scanpix)

Hvad var det egentlig, Prince var så god til? Og hvorfor er det svært at holde fødderne i ro, når man hører musikken fra musikikonet, der døde i en alder af 57 år i går?

Synkoper!

- Prince var rigtig, rigtig god til at få synkoper ind i sin musik, fortæller Peter Vuust, der er bassist, har udgivet en række albums og undervist på Rytmisk Musikkonservatorium. Og så er han hjerneforsker.

Hvis man ikke er så skarp i, hvad synkoper er, så følger her en forklaring.

-Hvis man forestiller sig, at man bevæger sin fod i takt til musikken, så er synkoper de slag, der ligger i de korte perioder, mellem foden går op og ned. Når vi danser til musikken, så er der i virkeligheden nogle slag, der ligger imellem de slag, vi danser på, siger Peter Vuust.

- De slag skubber hele tiden til os og giver os lyst til at trampe i gulvet og bevæge os i takt til musikken. Så synkoper er helt nødvendige for, at vi får lyst til at danse til musik. Al musik, som vi bevæger os til, har synkoper i et eller andet omfang, fortsætter han.

Peter Vuust har forsket i synkopers indflydelse på vores lyst til at rykke på dansegulvet.

- Man må ikke have for få eller for mange af dem. Man skal ramme sådan et sweetspot i midten med det rigtige antal synkoper.

Og det var Prince altså fænomenal til. Blandt andet i nummeret Alphabet Street, som du kan høre ved at klikke på linket herunder. Et andet fabelagtigt synkope-nummer er ifølge Peter Vuust nummeret 'Happy' af Pharrel Williams.

Måtte ikke høre det frække

Peter Vuust har aldrig mødt Prince, men kender funkikonets næsten lige så ikoniske producer Susan Rogers, der styrede lyden på albums som 'Purple Rain' og 'Sign o' the Times'. Hun er ligesom Peter Vuust forsker og har fortalt ham om tiden med Prince.

Susan Rogers fortæller om en yderst perfektionistisk, men også blufærdig arbejdsgiver.

-Når han skulle indspille sine sange, så gik han ind i studiet alene og lavede sin vokal, for han syntes simpelthen, at det, han sang, var for frækt til, at de andre skulle høre det. Og der var jo en del halvfrække tekster, siger Peter Vuust.

- Så Susan Rogers og de andre sad uden for studiet og kunne høre ham, men de fik aldrig lov til at være derinde. Det brød han sig ikke om.

Derudover har Peter Vuust været baslærer i fem år for Ida Kristine Nielsen på Det Jyske Musikkonservatorium. Hun er bedre kendt som Bas-Ida og har spillet med Prince.

- Jeg kan huske, da hun ringede og fortalte mig, at hun skulle spille med Prince. Det var jo helt sindssygt. Jeg har aldrig været så stolt som lærer. Det er så få folk i verden, der kommer til at få deres præcise drøm opfyldt, og det kunne ikke være mere præcist for Ida, siger Peter Vuust.

DR Nyheder har uden held forsøgt at få fat i Ida Kristine Nielsen for at spørge, hvordan det var at arbejde sammen med Prince. I videoen herover kan du høre Bas-Ida fyre den af i DR-studiet.

Facebook
Twitter