Husker du dem? Tivoli Fredagsrock får besøg af flere musiklegender

Chic, House of Pain og en gammel Beach Boy skal over sommeren spille i Tivoli i København.

Discobandet Chic og hiphopbandet House of Pain besøger Tivolis fredagsrockscene. (© Scanpix)

Hvad med lidt discomoves med 'I Want Your Love' og 'Le Freak' med 70'er-bandet Chic?

Eller måske en hoppetur med 90'er-hiphopbandet House of Pain og deres nummer ‘Jump Around’?

Det er blandt andre de bands, du kan opleve under Tivolis Fredagsrock, der foregår fredage fra 14. april og frem til 22. september.

Det skriver Tivoli i en pressemeddelelse.

Lil Wayne kigger også forbi

Udover at man kan genhøre både hiphop- og discohits - og i øvrigt også amerikanske Brian Wilson, som var med i The Beach Boys, er der også flere nyere bands op plakaten.

Blandt dem er eksempelvis den amerikanske rapper Lil Wayne, som sammen med Bruno Mars står bag nummeret ’Mirror’, soulsangerinden Erykah Badu samt 5 Seconds of Summer fra Australien.

Flere danske musikere vil også kigge forbi. Gulddreng åbner Fredagsrock den 14. april sammen med boybandet Page Four. Who Made Who spiller sammen med svenske Bob Hund 14 dage senere, og i løbet af sommeren vil Medina, Gnags, Mads Langer, Burhan G, Karl William og TV-2 også give koncerter.

Fredagsrock får en lillebror

Samlet set er programchefen for Tivoli, Rune Erbs Ledet, tilfreds med årets musikprogram.

- Navne som Erykah Badu og Brian Wilson har længe stået på ønskelisten. Det er navne, vi ikke ser så tit i København, men som matcher Tivolis unikke rammer perfekt, siger han.

Fredagsrock vil i øvrigt få en lillebror, når der over 23 torsdage bliver afholdt koncerter med mindre danske bands. Det vil ske på Tivolis nye scene, Orangeriet, hvor bands som Blue Foundation, Blondage og Rumour Said Fire blandt andre vil spille.

Du kan se hele programmet her.

Facebook
Twitter