I dag er det jul for alle pladebutikker

Glem alt om julesalg, for det er denne forårslørdag, der bliver årets bedste salgsdag for de danske pladebutikker.

Op til lørdag har Mette Christensen sammen med sine ansatte i Route 66 haft travlt med at planlægge dagens program og prissætte de 250 titler, der lander i butikkerne på Record Store Day. (Foto: Malte Vuorela © dr)

Hvornår har du sidst været forbi din lokale musikbutik og købe et album? Det kan meget muligt være længe siden i disse streaming-tider.

Men denne lørdag er der ekstra god grund til at kigge forbi. Særligt hvis du er hoppet med på vinylbølgen eller aldrig fik vendt de sorte skiver ryggen, da cd’erne og downloads tog over.

For når musikbutikker i hele verden lørdag fejrer Record Store Day, er det med ekstra lokkemad. Også herhjemme har både de små butikker og store kæder som Fona og Stereo Studio fået specielle vinyludgivelser på hylderne i dagens anledning.

Men hvem griner nu?

Et af de steder er butikken Route 66, der ligger både i Aarhus og København.

- Der er mange, der grinte af os i slutningen af 90’erne og i 00’erne, fordi vi holdt fast i vinylerne. Pladeselskaberne kunne ikke forstå, at vi gad blive ved. Men nu er det os, der griner, siger Mette Christensen til DR Kultur.

Hun overtog Route 66 i 1999, der på det tidspunkt havde ligget i Aarhus centrum siden 1990. Senere kom butikken på Nørrebro i København til – der har den ligget i 15 år nu.

Årets største salgsdag for pladebutikkerne

Op til lørdag har hun sammen med sine ansatte haft travlt med at planlægge dagens program og prissætte de 225 titler, der lander i butikkerne lørdag. Så der er god grund til en fest hos Route 66.

I den københavnske afdeling dukker derfor kunstnere som Allan Olsen og Jenny Wilson op og spiller, mens kunderne bladrer i de særudgivelser, der kun er tilgængelige denne ene dag. Og der bliver kamp om dem både blandt fans og samlere, der må spidse albuerne for at sikre sig de ønskede udgivelser.

- Det her er årets største salgsdag for alle pladebutikker. Salget slår de bedste dage op til jul, siger Mette Christensen.

På Record Store Day udkommer singlen 'Du skal ud hvor du ikke kan bunde' med B-siden 'Flip' med Steppeulvene. Den har kun eksisteret i et meget begrænset oplag og er et yndet samlerobjekt. (Foto: Malte Vuorela © dr)

Tryk på trykkeriet op til den store dag

Eneste skår i glæden skulle da lige være, ifølge Mette Christensen, at de store pladeselskaber som noget nyt er blevet så forhippet på at udgive og genudgive særtryk lige netop på Record Store Day. Det betyder, at de mindre selskaber og nye bands ikke kan komme til i flere måneder op til Record Store Day, fordi trykkerierne er booket op.

- Og så bliver priserne hvert år skruet op af pladeselskaberne på Record Store Day, men vi vil gerne holde prisen på et fornuftigt niveau, så vi siger ind imellem nej til at sælge nogle af dem, siger Mette Christensen.

De analoge skiver har da også fået noget af en renæssance de senere år, og det er ikke gået selskabernes næse forbi. I februar viste tal fra IFPI, musikselskabernes brancheorganisation, at salget af LP’er i løbet af det seneste år er steget med næsten 28 procent i Danmark.

225 vinyler på en dag

Ifølge IFPI udgør vinylerne dog stadig kun 1,7 procent af det samlede musiksalg, hvilket dog er en smule mere end i Storbritannien, hvor man i søndags genoplivede hitlisten over de mest solgte album og singler på vinyl.

En sådan hitliste er endnu ikke aktuel herhjemme, men hos Route 66 er der ingen tvivl om, at visse albums kunne hoppe direkte ind på en førsteplads på de danske albumhitlister på deres vinylsalg, fordi cd’erne snapper efter vejret mere end nogensinde.

- Vi solgte 250 styk af Spids Nøgenhats seneste album den dag, det udkom, så jeg er sikker på, at vi kunne have givet dem en førsteplads på albumhitlisten den uge, hvis man talte vinyler med. Det ser vi ofte med nye udgivelser, siger Mette Christiensen, der har alt fra The Minds of 99 og Morrissey til One Direction og Madonna på hylderne.

Fona vil også være med

Også i Fona på Strøget i København har vinylpladerne bredt sig, siden en butikselev opsatte et par mælkekasser med vinyler som del af en elevopgave i 2008.

Nu breder pladerne sig på fire lange rækker, hvor man finder alt lige fra Ed Sheeran, Bob Dylan, Marie Key, sjældne filmsoundtracks og Daft Punk.

Derfor bliver Record Store Day også markeret med sjældne titler i Fona, fortæller Rene Pedersen. Han er afdelingsleder i film og musikafdelingen i Fona på Strøget, der huser Fonas største vinylafdeling herhjemme.

Kunderne køber Pink Floyd og Jack White

- Vi får masser af Record Store Day-titler ind lørdag, og vi har allerede fået mange mails fra folk, der spørger til dem, siger Rene Pedersen.

Han må ikke oplyse de konkrete salgstal, men kan afsløre, at Pinks Floyds ’The Endless River’ var butikkens mest solgte vinyl sidste år sammen med Jack Whites rockplade ’Lazaretto’.

- Der er mere fremdrift på vinylsalget lige nu end på cd’erne, selvom vinylerne stadig ikke fylder meget af det samlede salg procentmæssigt. Men det er et spændende marked, siger han.

Du kan læse mere om Record Store Day her og finde de danske butikker, der markerer dagen, her.

Facebook
Twitter