Ingen diskussion: Fem sange vi vil huske The Cranberries’ fantastiske forsanger for

Dolores O’Riordan døde mandag kun 46 år gammel. DR's brugere mindes sangerinden med fem af bandets sange.

Forsanger Dolores O'Riordan fra det irske band The Cranberries er død. Her ses hun på et billede fra en koncert sidste år i Berlin. (Foto: Frank Hoensch © Getty Images)

Mandag forsvandt en speciel stemme fra verden, da The Cranberries-sangerinden Dolores O’Riordan blev fundet død i London.

Det irske band havde deres storhedstid i 1990'erne, ikke mindst med kæmpehittet ’Zombie’ og albummet 'No Need To Argue', der kørte på repeat i teenageværelsernes weltschmerz. Eksempelvis hos P7 Mix-vært Sandie Westh:

- The Cranberries var det perfekte soundtrack til en teenager, der havde hang til duftlys – jeg måtte ikke få røgelsespinde, fordi min far har ret kraftig astma og ikke kunne trække vejret i al den røg – og melankoli. Fuck mand, 46 år er alt for tidligt, skriver radioværten på Facebook.

Her er fem sange med The Cranberries, som mange i dag vil lytte til igen – og det samme anbefaler vi dig at gøre.

(© Getty Images)

Ode To My Family

- Helt klart 'Ode To My Family'. Den er så smukt og specielt sunget, at det lyder forfærdeligt, hvis jeg prøver at synge med, skriver Melina til P6 Beat.

- Endnu en af de mange stjerner fra lyden af mine unge år er død alt for tidligt ... Da nummeret 'Zombie' udkom, skrålede alle med, men for mig var og er det stadig 'Ode To My Family', der rammer mig allermest. Hendes stemme er for vild, så smuk. Og jeg håber, at den funkler videre med alle de andre stjerner, vi har mistet i disse år. Kærlighed til Doleres, skriver lytteren Sophie til P6 Beat.

The Cranberries: Ode To My Family

(© Getty Images)

Joe

- Nummeret 'Joe' fra pladen 'To The Faithful Departed' har altid stået som mit yndlingsnummer med gruppen. Det er ikke længe siden, at jeg hørte hele den plade igen for første gang i mange år, og jeg mener stadig, den holder. Jeg havde vel ikke forventet mere godt musik fra gruppen, men hvor er det trist. RIP Dolores, skriver P6 Beat-lytter Lasse.

The Cranberries: Joe

(© Getty Images)

Linger

- Liveversion af 'Linger' er en kæmpe del af min gymnasietid. Jeg tror, den lå på én af Zoo Magazines udgivelser (90'er-musikmagasin, der altid have en cd vedhæftet bladet, red.). RIP, skriver en P6 Beat-lytter.

The Cranberries: Linger

(© Getty Images)

Dreams

- The Cranberries var en melankolsk og vanvittig smuk del af mine teenageår – mon ikke jeg også havde et ungdoms-crush på smukke Dolores. Så meget, at jeg tog turen til London for at opleve dem og hende fra forreste række i Royal Albert Hall i januar '95. Specielt de to første albums er jeg stadig vendt tilbage til her mere end 20 år senere – og særligt to numre: 'Dreams' og 'Daffodil Lament'. Smukt, smukt, smukt, skriver P6 Beat-lytter Lars.

- Sangen 'Dreams' blev brugt i en af 90'ernes føle-føle-ungdomsserier, 'My So-Called Life' med Claire Danes og Jared Leto. Jeg tænker altid på den serie og sang, når jeg hører The Cranberries, mindes lytteren Mia.

The Cranberries: Dreams

(© Getty Images)

Zombie

- Jeg blev først opmærksom på The Cranberries, da nummeret 'Zombie' udkom for snart 25 år siden. Det greb mig med det samme; både tekst og lyd, og så Dolores O'Riordans måde at synge igennem på! Hun nåede da i det mindste at se, at bombningerne stoppede inden hendes død, skriver Lotte til P6 Beat.

- Trist nyhed. Kan huske 'No need to argue'-cd'en, som en stor del af ungdomsårene ... Vidunderlig stemme, skriver Brian på DR Nyheders Facebook.

The Cranberries: Zombie