Jacob Eistrup hyldet som årets lytter: Min bror har skrevet 'Rocket Brothers' til mig

Jacob Eistrup ringede ind til P6 Beat og fortalte historien bag Kashmir-nummeret 'Rocket Brothers'. Nu er han blevet hyldet som 'Årets lytter'.

Jacob Eistrup var på vej hjem i sin bil en august eftermiddag sidste år.

- Jeg sad og hørte 'Musiktjenesten', og så kom den der konkurrence med ’Verdens Bedste Nummer’, siger han.

Han ringede ind til programmet, og blev bedt om at fortælle, hvad der ifølge ham var verdens bedste sang.

- Verdens fedeste nummer er ’Rocket Brothers’. Det er min bror, der har skrevet det nummer til mig for mange år siden, lød det fra Jacob Eistrup.

Herefter fortsatte Jacob Eistrup med at fortælle en meget personlig historie om tilblivelsen af ’Rocket Brothers’, der gjorde så stort et indtryk, at han blev inviteret med til 'P6 Beat Rocker Koncerthuset' og hyldet som ’Årets lytter’.

En hyldest han modtog i aftes under arrangementet i Koncerthuset, som du kan se i videoen øverst her på siden.

0:00

”Jeg var frustreret”

Historien om sangen ’Rocket Brothers’ går tilbage til 2002.

På det tidspunkt var storebror Jacob og lillebror Kasper på vej i hver deres retning i livet.

Jacob Eistrup skulle være far for første gang, og var flyttet til Granada i Spanien, mens Kasper Eistrup havde fuld fart på sin musikalske karriere i Kashmir.

- Jeg vil ikke sige, at jeg var sur på ham, men jeg var bare sådan frustreret over, at når jeg skrev eller ringede til ham, så var det aldrig til at komme i kontakt med ham, siger han.

Forsangeren i Kashmir skulle på samme tidspunkt følge op på succesalbummet ’The Good Life’, der solgte over 100.000 eksemplarer i Danmark.

- Jeg tror ikke, han havde så meget overskud til at tænke så meget på sin bror, som var i Spanien på det tidspunkt, siger han.

”Jeg har noget med, som du lige skal høre”

Men Kasper Eistrup havde tænkt meget på sin storebror, viste det sig.

Jacob Eistrup havde inviteret til bryllup i den gamle bydel i Granada, hvor han og hustruen boede i et lille hus med udsigt til slottet Alhambra.

Da den danske musiker ankom til broderens hjem, havde han en helt særlig ting med.

- Vi sidder på terrassen om aftenen, og så siger han: "Jamen jeg har noget med, som du lige skal høre", siger Jacob Eistrup.

Kasper Eistrup har efterfølgende fortalt Jacob, at nummeret 'Bewlay Brothers' af David Bowie inspirerede ham til 'Rocket Brothers'. (© Columbia / SONY BMG MUSIC ENTERTAINMENT DENMARK)

Det viste sig at være en næsten færdig demo af albummet ’Zitilites’, der indeholdte nummeret 'Rocket Brothers'.

- Han spillede det for mig som den første. Det blev jeg jo meget glad for. Vi sad bare og gennemlyttede hele albummet, siger han.

Det hele blev samlet op

Jacob Eistrup var vild med overraskelsen og følte, at nummeret ’Rocket Brothers’ var prikken over i’et.

- Det var ligesom om, at det hele blev samlet op med det her nummer, siger han.

Sidenhen har Jacob Eistrup lært at acceptere deres to meget forskellige liv, og han føler, at de begge har fundet en måde at leve med det på.

Selvom Jacob Eistrup aldrig har spillet på et instrument, så har han altid interesseret sig meget for musik. (© Columbia / SONY BMG MUSIC ENTERTAINMENT DENMARK)

- Vi har haft et tæt bånd, og det har vi også stadigvæk. I ungdommen hang vi meget ud sammen, og jeg har fulgt ham meget gennem hans karriere. Og så sker der noget i livet. Lige pludselig stifter jeg familie, og han får en karriere. Det var bare lidt en opbrudstid, siger han.

”Jeg er i radioen”

Når Jacob Eistrup hører nummeret ’Rocket Brothers’ blive spillet, kan han stadig godt blive lidt nostalgisk.

- ’Rocket Brothers’ kan sagtens sende mig tilbage til den tid, og hvis jeg kommer til at lytte til teksten, så kommer jeg også til at tænke på min datter Selma, som jo var det første barn, der kom, og som han jo også omtaler i teksten, siger han.

Jacobs datter Selma var sat til at blive født 03.03.2003, hvilket også var udgivelsesdatoen for Kashmirs album 'Zitilites'. Selma blev dog født et par uger før termin. (© (C) Jacob Eistrup)

Jacob Eistrup fortæller også, at folk kan godt komme hen til ham og spørge, om det ikke er vildt, at der er nogen, der har skrevet en sang om ham og brorens forhold.

- For det meste tænker jeg ikke særlig meget over det. Men nogle gange kan jeg godt tænke "jo, det er da egentlig dejligt". Jeg er i radioen på en eller anden måde, siger han.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk