Journalister om Tom Petty: Han fortjener langt mere ros, end han fik

Tom Petty, der døde som 66-årig, blev aldrig indlemmet i det fine selskab, selvom den amerikanske sanger og hans band næsten kunne måle sig med The Beatles, mener journalist.

Han har solgt mere end 80 millioner albums. Han blev optaget i Rock and Roll Hall of Fame. Men selvom succesen i USA var stor, så nåede han aldrig at få den stjernestatus i Europa.

- Hans store udfordringer var, at han aldrig rigtig blev en del af det gode selskab hos rockanmelderne, og at han aldrig blev indlemmet i det fine selskab med musikere som f.eks. Neil Young. Han var måske lidt for gumpetung og konservativ, siger journalisten Søren McGuire.

Han karakteriserer den amerikanske sanger som ’lidt for amerikansk’ og en, som ikke formåede at skabe det image, som de andre store amerikanske sangskrivere formåede at få.

Læs også

Kendte i sorg: En af musikkens store helte er væk

- Lyden var lidt for almindelig amerikansk for os europæere. Men i eftertiden burde vi egentlig tale om Tom Petty, som vi taler om Neil Young. Den mængde af kreativitet, som han viste med bandet The Heartbreakers, kan næsten måle sig med The Beatles, mener Søren McGuire.

Jagede den gode sang

Han forklarer, at Tom Petty i hans øjne holdt niveauet hele vejen gennem sin karriere, og at han jagede med succes den gode sang, uden at komme ud i ’mærkelige sidespor’, hvor kun de mest inkarnerede fans kunne være med.

Mikkel Falk Møller, der er musikjournalist og som holder foredrag om rockmusik, er enig.

Han fortæller, at Petty, der kom med samme musiktradition som de helt store stjerner i USA, ramte den brede, hvide middelklasse i USA, men ikke i samme grad nåede Europa. Også selvom han samarbejdede med blandt andre Bob Dylan i bandet Travelling Wilburys.

Læs også

Musikeren Tom Petty er død

- Han fik flere sange på MTV – som eksempelvis ’Into The Great Wide Open’ – og han fik også stor succes med ’American Girl’. Det var skide gode sangtekster og gode melodier. Hans problem var nok, at han startede lidt for sent, så han lagde sig i slipstrømmen af det originale slæng af rockikoner, siger Mikkel Falk Møller.

Se Tom Petty fortælle Jørgen de Mylius tilbage i 1991, hvordan rockmusikeren som 11-årig oplevede Elvis Presley, og hvordan 'The King' inspirerede ham til at vælge musikken som levevej.

- Han havde nok ikke så meget 'star quality', men var mere den normale person og ikke så meget myte som en Bob Dylan, siger Mikkel Falk Møller.

Han betegner Pettys sange som ’skide gode’, og så fortolker de den ærkeamerikanske frihedsdrøm, som også Bruce Springsteen er kendt for.

Afsluttede for nylig turné

Tom Petty var aktiv helt indtil han døde som følge af et hjertestop søndag aften.

Så sent som 25. september var han på turné i forbindelse med Heartbreakers 40-års jubilæum i Hollywood, som han tidligere har sagt nok blev hans sidste turné. Det vidste sig desværre at være tilfældet.

Tom Petty blev 66 år.

Facebook
Twitter