Kasper Eistrup: Jeg har lyst til at sige stop til Kashmir

Efter sommeren vil Kasper Eistrup fokusere på maleriet - og på at være far.

Kasper Eistrup rejser lige nu rundt i landet med Kashmir, hvor de gamle album bliver vækket til live. Men efter sommeren ser det anderledes ud for frontfiguren i bandet. (Foto: Henrik Kastenskov © Scanpix)

Det er 20 år siden, at Kasper Eistrup og Kashmir udgav deres første album og var en del af 90'ernes grønne rockbølge, der blandt andet også tæller Dizzy Mizz Lizzy og Psyched Up Janis.

Den 41-årige sangskriver og komponist fejrer jubilæet med resten af Kashmir ved at spille et par gamle numre fra debutalbummet i 1994 på denne sommers Grøn Koncert.

Men herefter venter en hel anden tilværelse for Kasper Eistrup.

- Jeg skal være far igen, og så skal jeg i gang med at male, fortæller han i Kultursøndag på P1.

Batterierne skal lades opSom søn af en billedkunstner har det at tegne og male altid været nærværende for Kasper Eistrup.

Faktisk kom interessen for at skabe billeder før end rockmusikken, som han er mest kendt for.

Men nu vil han give billedkunsten en seriøs og dedikeret plads i sit liv, hvilket betyder en pause fra musikken og Kashmir.

- Jeg har lyst til at sige stop til Kashmir. Det kan godt være det kommer igen, det kan også være, det ikke gør. Jeg har nogle batterier, der skal lades op, for at det ikke bliver trættende og en gentagelse; For at jeg har evnen til at lave noget nyt, jeg kan trække ud og har lyst til at se på, forklarer han.

Har brug for at skabeKasper Eistrup fortæller, at han glæder sig til at arbejde kreativt med sig selv som eneste dommer.

- Det er dejligt at være i et team, som et band er, men noget af det, man risikerer i et team er, at man kompromitterer nogle ting som kunstnerisk ville være mere interessant, hvis man ikke havde noget filter, nogen stopklods.

Hvor ønsker du at nå hen?

- Til Nirvana... siger Kasper Eistrup og griner.

- Ej, jeg tænker ikke så meget på, hvor jeg skal ende. Det er processen, jeg kan lide. Det er nødvendigt for mig, for at jeg føler mig glad og i berøring, at jeg er i gang med noget, producerer noget, har et output. I bund og grund er det nok fordi, jeg er rastløs.

Fra rock til billedkunst - kan man det?

Kasper Eistrup kommer til at tænke på et dansk ordsprog, der hedder 'Skomager, bliv ved din læst.'

- Det er sådan noget, vi har i Danmark. Det kan være begrænsede at være kendt for en ting, hvis man gerne vil noget andet, fortæller han og nævner Piet Hein som et lysende eksempel.

Han var en mand, der ville mange ting: skrive, designe og male. Men som oplevede, at det var svært at blive accepteret for sin evner, når man bredte sig udover flere kunstneriske områder.

Kasper Eistrup har dog gjort op med sig selv, hvordan han skal forholde sig til det.

- Min holdning til det er, at hvis nogen har et problem med det, så er det vitterligt ikke mit problem, fortæller Kasper Eistrup.

FacebookTwitter