Kate Bush beder fans om at pakke smartphones væk

Den berømte sangerinde Kate Bush har bedt sine fans om ikke at tage billeder eller optage under hendes kommende koncerter.

Verdenskendte Kate Bush ønsker ikke smartphones eller kameraer til sine koncerter, i stedet så hun hellere, at publikum nød oplevelsen sammen og pakkede alt udstyret væk. (© Scanpix)

Den 26. august bliver sangerinden Kate Bushs serie af live-koncerter i London skudt i gang, og her ser sangeren helst, at publikum pakker deres smartphones væk.

Det skriver BBC på deres hjemmeside.

Kontakt med publikum - ikke smartphones

Det er blevet normalen for koncertgængere at forevige øjeblikket med en lille video eller et billede, men er det med til at ødelægge nærværet?

Ja, mener sangerinden Kate Bush tilsyneladende og har derfor bedt folk pakker grejet væk.

- Jeg vil meget gerne have kontakt med jer som publikum, ikke med iPhones, iPads eller kameraer, skrev sangerinden på sin hjemmeside.

Den 56-årige Kate Bush tilføjede, at det ville betyde rigtig meget for hende, hvis folk kunne afholde sig fra det, men at hun også godt ved, at det er meget at bede om.

Flere kunstnere er enige

Det er ikke første gang, en kunstner udtaler sig negativt om brugen af smartphones og kameraer.

Adskillige prominente musikere, som blandt andet Roger Waters og bandet the Yeah Yeah Yeahs har tidligere berørt emnet.

Også Roger Daltry fra bandet The Who har været på banen og sagt, at han finder det mærkeligt at nogle musikfans vælger at bruge mere tid på deres mobiler, end på rent faktisk at se den koncert, de nu engang er til.

Facebook
Twitter